Den sædvanligvis rolige redaktør for det fremragende fødevareblad Mælkeritidende må da være gået fuldstændig grassat, når han verbalt overfalder fødevareminister Ritt Bjerregaard med nogle uholdbare skriverier. Han må mindst være blevet trekvart lynende gal over, at fødevare­ministeren har udtalt, at hun gerne ser et større udbud af økologiske mejeriprodukter og specielt gerne i større mængder. Noget, mange andre, også inden for mejerierhvervets egne rækker, tilsvarende har sagt ved flere lejligheder. Hvis en minister ikke skulle fremkomme med meninger og ideer, hvem skulle så?

Landsmejeriudstillingen 2000 i Herning var meget flot, og de besøgende kunne kun glæde sig over at se, hvad danske mejerier formår – det må generelt kunne betegnes som topklasse og i en række tilfælde Fanfare. Men det står klart, at der skal satses hårdt på forskningen, ikke mindst når det drejer sig om at nedsætte fedtprocenten i mælkeprodukterne. Det kan ikke nytte noget, at produktionschef Peter Kjelstrup, Arla Food bare afviser spørgsmålet med: "at det ikke er mejeriernes opgave”. Men her må Peter Kjelstrup tro om igen, for fremtidens efterspørgsel bliver i høj grad produkter, som man ikke bliver alt for fed af. Fedme er livsstilssynder no.1, og derfor har Arla Foods stor interesse i at forsøge at efterkomme kundernes ønske bedst muligt.

På Landsmejeriudstillingen var 1047 produkter fra danske mejerier i kamp om titlen som Danmarks bedste inden for kategorierne ost, smør, konsum og blandingsprodukter.
Bedste ost og nu kåret som Danmarksmester er en Danbo med kommen på 8 kg, der kommer fra Glejbjerg Mejeri mellem Esbjerg og Vejen. Mejerichef Ivar Madsen og ostemester Sv. Erik Schultz, der på mejeriets vegne modtog prisen, var også på podiet sidste år som Danmarksmestre. På spørgsmålet om, hvordan det er lykkedes at producere Danmarks bedste ost to år i træk, siger mejerichef Ivar Madsen: “Vi har haft en usædvanlig stabil produktion, og det har hjulpet os meget.” Glejbjerg Mejeri havde 13 oste med i be-dømmelsen og fik 3 guldmedaljer samt en række sølv- og bronzemedaljer. Dette års vinder sælges primært på det danske marked gennem ostebutikker og delikatesseafdelinger.

Danmarksmesteren i smør blev Varde Mejeri, der vandt med en 250 g usaltet Lurpak, pakket til salg i Singapore. Her var bedømmelsen mellem de to bedste helt lige, så der måtte en ekstra bedømmelse til, inden vinderen kunne findes. Mejerichef Christian Møller og smørmester Kenneth Madsen modtog prisen.

Brabrand Mejeri vandt titlen som Danmarksmester inden for konsummælksprodukter for det syrnede mælkeprodukt Cultura, Mejerichef Ole Winther og en repræsentant fra ”Team Brabrand” modtog prisen.

I kategorien blandingsprodukter vandt Nørager Mejeri, under Nordex Food, titlen som Danmarksmester for en 16 kg ost (et feta produkt). Mejerichef Tage Christiansen og ostemester Niels Elkjær modtog hædersbevisningen.

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?