Frankrig er stadig et af europas mest foretrukne feriemål, og besøgstallet fra Danmark har de senere år været konstant stigende.
Meals har i flere år bragt statistikker om europas mest yndede rejsemål, og hver eneste gang har Frankrig, i modsætning til fx Danmark, ligget helt i toppen. Ved mit nylige besøg, for hvilken gang har jeg ikke tal på, da jeg også har arbejdet i denne "Lysenes By”, oplevede jeg både glæder og skuffelser.
Paris er Paris på godt og ondt og forandrer sig som andre storbyer. Billig er den heller ikke mere. I 1946 kunne jeg bo på et billigt hotel for ca. 100 kr. om ugen. Meget billigt var det, selv omregnet til dagens kurs. Priserne er stort set på samme niveau som i Danmark. Kun er vin på restaurant billigere, specielt gamle vine, som ofte kan fås til en lavere pris end hos vinhandleren. Man bruger en mere konstant kalkulationsfaktor og opgraderer ikke sine vine liggende i kælderen i samme grad som herhjemme.
Et glas øl den berømte ”demi” på 25 cl. koster på de små barer og bistroer ca. 11 fr. Men drister man sig ind på en bistro på en populært strøg, kan prisen meget vel være tæt ved 30 fr. For ikke at tale om en plads på fortovet.
Menukortet, igen på ydmyge steder, har ikke undergået de store forandringer. Der er stadig forretter som oeufs dur mayonnaise, (hårdkogte æg med mayo), paté de campagne og ristede sardiner. Solide regions- retter som coq au vin eller den sydfranske Cassoulet præget som den er af hvide bønner, skal man lede efter.
Restauranterne på Champs Elysées og sidegaderne synes at være overtaget af italienerne. I Latinerkvarteret er det næsten helt græsk. Ingen beklagelse, for udbuddet og kvaliteten hos disse græske restauratører synes at rage godt op.
Arkaden ved Lido på Champs Elysées, som tidligere rummede nogle gode restauranter er helt omdannet til tøjbutikker. Samtidig forsvandt også den første Mc Donald i Paris. Men der er flere af slagsen, også andre ”burger” restauranter. Bl.a. den franske kæde Quick, som skyder op mange steder. Også den første ”Drugstore” på Boulevard Italien ved Operapladsen, som fulgte i kølvandet på verdenskrigens afslutning, hvor man spiste godt, hurtigt og fransk er forsvundet.
Men det største chok fik jeg, da jeg min vane tro ville besøge Fauchon for at indtage noget så ekvivokt som en kop varm chokolade med husets eget Cognacmærke. Uovertruffet i smag. Fauchon var pist væk. Navnet var stadig på facaden, men i denne skønne butik, synonymet for hvad der er bedst og fornemst med et udvalg af gastronomiske specialiteter fra hele verden, lå der nu en tesalon. I et enkelt vindue lå der kun nogle sider røget laks og fire varianter af foie gras til 15-1600 fr. pr. kilo. Og ellers kun dåser fyldt med alskens krims krams.
Nye ejere, fortalte en bedrøvet udseende ekspedient mig.
Nu kunne man tro, at jeg ikke var glad for Paris længere, men Paris er og bliver Paris. Man spiser stadig godt på de en, to og trestjernede restauranter til kuvertpriser som ikke rangerer højere end på de bedste danske restauranter. La Tour d`Argent har ganske vist for anden gang mistet sin tredje stjerne, men ikke sit ry hos de amerikanske turister, så alt er godt.
Min tro på det gode i denne verden fik jeg tilbage ved at spise på restaurant Alsace, beliggende ved Rue Marbeuf på Champs Elysées bl.a. specialister i surkål - den berømte alsassiske Choucroute. Prisniveauet er rimeligt. Choucroute med svineskank koster 89 fr. og 1 fl. Riesling 140 fr. En på alle måder veldrevet restaurant. Betjeningen er fremragende. En sand fornøjelse var det bare at sidde ved det åbne vindue, den eneste dag i ugen hvor det ikke regnede, og beundre de ganske unge piger bærende på store tunge bakker for at betjene gæsterne på den lille udendørs enklave foran restauranten. Et sandt studium i, hvordan det kan og skal gøres. Man ”sværmede” omkring bordene, uden at det virkede påfaldende. Nostalgien bare fossede ind i mine udtørrede årer. Paris er stadigvæk en Messe værd.
