Fredag den 17. august afholdt Direktoratet for FødevareErhverv en konference på hotel Nørrevang, Falster, om udvikling i landdistrikterne. Der var fin opslutning fra nær og fjern med over 240 deltagere. Det var også et superhold, man havde indkaldt som indledere: Amtsborgmester Ivan Olsen, Storstrøms Amt, Fødevareminister Ritt Bjerregaard, Amtsborgmester Knud Andersen, Bornholms Amt og Præsident for Landbrugsrådet Peter Gæmelke - alle kendt for uden omsvøb at udtrykke deres holdninger og visioner til et fremtidigt landbrug.
Det er blevet en vane i diskussioner om landbruget mere at fokusere på tilflyttende byboers trivsel på landet end på landmændenes virke. Men rent ud sagt, hvad kommer det landbruget ved, om nogle pendlende byboere vil bo på landet eller ej. Kan de ikke tåle lugten i bageriet, så må de holde sig væk eller vente indtil gylleproblemet er løst. Indrømmet, det er en ram lugt nogle måneder om året; men der arbejdes på højtryk for at løse problemet. Måske skulle staten, som en forudseende investering, betale for løsning af gylleproblemet. Men for at få denne pointe med, skal man tænke meget fremadrettet; men det er vel blandt andet en regeringsopgave.
Efter middagen på konferencen var der arrangeret fire work shops, hvor der blev diskuteret på livet løs. Mange gode synspunkter kom frem, og selv om mange fremførte deres kæphest, så er det tydeligt, at man med hensyn til økologisk drift mere og mere er klar over, at det er væsentligt, at forbrugerne har råd til at købe de økologiske produkter som dagligvarer og ikke som luksusvarer. For et stykke tid siden modtog vi et regnestykke fra en af vore læsere. Vedkommende fik ved årsskiftet lønforhøjelse på 800 kroner om måneden; men næsten hele lønstigningen er slugt af skat (400) og huslejeforhøjelse (260) = kr. 660, og hvis alle andre stigninger bliver lagt til, så er der, som påpeget i flere artikler i MEALS, tale om købekraft tab! Sådan har det været for de fleste lønmodtagere i flere år, og derfor er det ikke relevant at kunne betale 15-30% mere for dagligvarer.
Så kunne man prioritere, siges det ofte; men ikke ret mange kan klare at lade børnene rende rundt med huller i skoene, undlade sommerferie eller forsage andre ting.
Der mangler også acceptabel dokumentation for, at de økologiske fødevarer er sundere. Man kunne måske ligefrem udlede, at der foreligger et modsat bevis i betragtning af, at den økologiske kost ikke er gennemført i det offentliges regi, med deraf følgende mulighed for store besparelser på sundhedsvæsenet. Mange forbrugere har det med økologiske fødevarer som med skønhedscremer, man nøjes med den billige creme, fordi man dybest set ikke tror på, at den dyre bedre fjerner rynker.
Økologerne har i en årrække virkelig fået sat både deres egne- og fødevarer i almindelighed på dagsordenen og derved skabt en generel kvalitetsbevidsthed hos forbrugerne. Det er i sig selv et meget væsentligt og positivt resultat.
Det kan måske i nogen grad sammenlignes med miljøindsatsen, som nok ikke har givet hverken bedre drikkevand eller renere luft; men som ved ustandselig fokus på miljøet har skabt bred forståelse i befolkningen for, at man skal holde naturen ren og pæn!
Det er en fornøjelse fx at høre børn tale om sunde og gode fødevarer og om at holde naturen ren!
Naturligvis er der en afgrundsforskel på de to områder. Fordi man renser noget vand en gang for meget, så bliver det ikke skadeligt. Anderledes forholder det sig med fødevarer. Her skal man helt og holdent og helt præcist vide, hvad man foretager sig.
