Køkkener som tilbereder fuldkost fx sygehuse, plejehjem m.v. skal i særlig grad være opmærksomme på, om mad og drikke indeholder præcis den nødvendige mængde jod. Men også kantiner, hvor mange indtager en stor del af deres vigtigste måltider, bør være helt på det rene med dette ernæringsspørgsmål.
I en artikel i august 2001 omtalte vi en rapport fra Levnedsmiddelstyrelsen, som konkluderede, at jodindtagelsen i Danmark generelt var utilstrækkelig, specielt i den vestlige del af landet, hvor det naturlige indhold af jod i mælk og vand er særlig lavt. Derfor anbefalede man, at der skulle foretages jodberigelse af kosten i Danmark ved at tilsætte jod til saltet og dermed til mange fødevarer.
I de fleste europæiske lande tilsættes jod til salt, men oftest på frivillig basis. I enkelte lande, der har høj forekomst af struma, er jodtilsætningen dog tvungen. Det anbefales, at man indtager 150 mikrogram jod om dagen, men mange danskere får under 100 mikrogram. Jod får man især fra æg, mælk, ost, fisk og vand; men Fødevareministeriet gør i en ny redegørelse opmærksom på, at mælk helt klart er den vigtigste kilde, nemlig 44% af vores jodindtag. Fisk derimod bidrager kun med 15%, og vin, som hidtil har været regnet som en god jodkilde, er fulstændig ude af billedet.
Den nye undersøgelse fastslår, at danskerne ikke kan spise sig ud af deres jodproblem; men de skal i stedet drikke sig ud af det ved at indtage 3 glas mælk om dagen. Dog mere, hvis der er tale om økologisk mælk, idet indholdet af jod her er lavere.
Det er vigtigt, at man har fuldstændig styr på jodberigelse, da for meget jod kan give alvorlige forstyrelser i skjoldbruskkirtlen.
Det må frarådes, at man indtager store mængder jod via naturpræparater eller produkter med tangindhold. Nogle tangprodukter indeholder så megen jod, at man kan komme til at overskride grænsen for den anbefalede højeste indtagelse på 250 mikrogram om dagen.
