Fødevareminister bakker op om europæisk samhandelsdirektiv

Fælleseuropæiske regler på området for handelspraksis i fødevarekæden skal inden længe til afstemning. Den danske fødevareminister stemmer modvilligt ja. Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) stemmer for, når EU's medlemslande inden længe skal stemme om et direktiv, der opstiller en regulering af fair samhandel mellem dagligvareleverandører og dagligvarekoncerner, skriver Dansk Handelsblad.

"Vi havde foretrukket et frivilligt initiativ i stedet for regulering. Derfor har det også været vigtigt for regeringen i forhandlingerne, at reguleringen ikke blev alt for tung og omfattende. Det har også været vigtigt, at forslaget tager hensyn til den danske andelsbevægelse, som jo netop styrker landmændenes position i fødevarekæden, ligesom det har været vigtigt med et kompromis, der passer til det danske administrative og juridiske system. Det har vi langt hen ad vejen haft held med at få tilpasset. Derfor kan vi støtte det indgåede kompromis," siger Jakob Ellemann-Jensen til mediet.
 
 
Målet var børsnotering

Steen Aalund Olsen har forladt Løgismose Meyers, fordi sammenlægningen ikke er gået efter hensigten. Han har derfor her ved årsskiftet forladt sin post som operationel direktør i Løgismose Meyers efter 29 år i først Løgismose og siden Løgismose Meyers. Steen Aalund Olsen er dog fremadrettet stadig løst tilknyttet som rådgiver og er aktionær i virksomheden, der blev dannet i 2014, da kapitalfonden IK Investment Partners købte størstedelen af aktierne og fusionerede de to selskaber.

"Det er tydeligt, at det ikke er gået, som vi troede, nemlig, at de to virksomheder med samme fokus på kvalitet ville få behov for et generationsskifte. Målet var derfor, at de skulle på børsen, så forbrugerne selv kunne eje deres fødevareproducent," siger Steen Aalund Olsen til Fyens Stiftstidende.

Jesper Uggerhøj er 1. januar tiltrådt som ny adm. direktør i Løgismose Meyers. Han overtager posten efter Tørk Eskild Furhauge, der blev fyret i september 2018.
 
 
Flensted lukrerer på danske tendenser

Når danskerne fravælger kød og køber mere færdiglavet mad, er det til gavn for fødevarevirksomheden Flensted. Tendenser om mindre og øget forbrug af conveniencevarer hos Flensted Food Group.

"Man kan jo ikke åbne en avis eller tænde sit tv, uden at der er noget om at spise mindre kød. Det passer som fod i hose til vores forretning. Det er virkelig nogle tendenser, der understøtter vores vækststrategi. Mindre kød og mere færdiglavet mad," siger Lene Rasmussen, adm. direktør i Flensted Food Group.

Hun fortæller, at Flensted Food Group mærker tendenserne flere steder, fordi man både leverer gulerødder til Kohbergs gulerodsrugbrød og grøntsager til flere af de plantefarsprodukter, som har medvind for øjeblikket.

I det seneste regnskab for 2017 blev omsætningen løftet med et par millioner til i alt 358,7 mio. kr. mod 356 mio. kr. i 2016. Bundlinjen dalede modsat fra 9,9 mio. kr. i 2016 til 5,3 mio. kr. i 2017, og det skyldes hovedsageligt det ekstremt våde efterår i 2017, sagde den anden af selskabets to direktører, Jørgen Østergaard til FødevareWatch i maj 2018.

"Vi er resultatmæssigt gået lidt tilbage, men det er som forventet pga nogle markedsmæssige forhold omkring salgspriser og råvarepriser. Omvendt har vi selvfølgelig en ambition om at vækste både vores top- og bundlinje, og det forventer vi også, at vi kommer til i år," sagde han dengang.
 
 
Dagrofa har fået 300 mio kr i kapitaltilførsel

Dagrofa-moderselskabet Mahia skød kort før nytår 300 mio. kr. ind i selskabet, der i en længere årrække har leveret underskud. De to Dagrofa-ejere, Norgesgruppen og KFI Erhvervsdrivende Fond, har gennem moderselskabet Mahia skudt 300 mio. kr. ind i datterselskabet Dagrofa Aps kort før nytår, skriver Dansk Handelsblad.

Dagrofa bekræfter transaktionen, men har derudover ingen kommentarer til kapitalindskuddet. Den nytiltrådte topchef i Dagrofa, Tomas Pietrangeli, har ved flere lejligheder sagt, at han forventer at erstatte de mange negative resultater siden 2012 med et positivt Dagrofa-resultat i 2021.

Sammen med et spareprogram er Dagrofa i fuld gang med at strømline koncernens tre forretningsben: dagligvare- og engrosbutikker, Foodservice Danmark og Dagrofa Logistik, så koncernen bliver mindre kompleks end tidligere.

Lægger man de seneste fem års resultater i Dagrofa sammen, har det i alt kostet ejerne i KFI Erhvervsdrivende Fond, Norgesgruppen og de selvstændige købmand 1,618 mia. kr. i samlet underskud at drive de omkring 1700 butikker og kiosker samt forretningerne i S-Engros, Catering Engros og Foodservice Danmark.


PRESSEN & POSTEN
 
10-01-2019 | Europa-Kommissionen vil nedbringe brugen af plastprodukter, og der bliver indført en række forbud fra 2021. Alt for meget plast ender i naturen og havene, og det vil EuropaKommissionen nu gøre noget ved. Derfor har man indgået en aftale, som har til hensigt at gøre brugen af plast mere bæredygtig i EU. Aftalen tager fat i de mest brugte plastprodukter, og målet er at begrænse forureningen fra disse med op til 70 pct. Blandt disse produkter finder man sugerør, plastbestik og plasttallerkener samt fødevarebeholdere af flamingo, som man kender det fra takeaway. (MEALS)

10-01-2019 | Finsk Arla-rival får vigtig Kina-tilladelse. Der er tale om, at den finske mejerikoncern Valio, som med ny eksporttilladelse til Kina vil forsøge at etablere sig i et marked, hvor Arla har kæmpet i en årrække. (MEALS)
 
09-01-2019 | Danmarks eksport af svinekød til det kinesiske marked går tilbage, mens fx Tysklands eksport til landet stiger markant. Det er faktisk gået tilbage med eksport af svinekød til Kina siden 2016! Det er ikke fordi, at Kina importerer mindre svinekød. I perioden steg kinesernes import med 0,3, men fx steg Tysklands eksport af svinekød til Kina med 24 pct. og¤ Brasilien med 173,8 pct. (MEALS)

09-01-2019 | Stort landbrug er gået konkurs. Viderupgaard kunne for bare et halvt år siden præsentere sit bedste resultat i en årrække, men landbruget manglede bankkredit, og nu er det taget under konkursbehandling. (MEALS)
 
08-01-2019 | Ostekæde med underskud. Klingenberg Group har aflagt sit første regnskab, og der er røde tal på alle nøgleposter. "Det har været lærerigt," siger direktøren om året, hvor ostehandlen fra Middelfart satte gang i abonnementsordninger og udvidede til flere butikker. Nu vil man forsøge med franchise-tagere?! (MEALS)

08-01-2019 | Flere butikskæder vil ikke længere forhandle plastservice. Kunderne kan fx ikke længere finde engangsglas, tallerkner og andet plast-engangsservice i Irma. Kæden har kort før årsskiftet fjernet engangsservice af plast og erstatter det med varer, der er produceret af bæredygtige materialer. Det er bl.a. forskellige vinglas, kopper, knive, gafler og tallerkner samt sugerør, der ikke længere findes i plastik i Irma. Initiativet i Irma sker som led i Coops samlede emballage- og plastik-plan. (MEALS)
 
07-01-2019 | For at mindske produktionsomkostningerne lukker Royal Greenland sin fabrik i Aalborg og rykker til Tyskland. Når produktionen rykker til Cuxhaven i Nordtyskland, vil det også betyde en afskedigelse af cirka 50 fastansatte medarbejdere, siger Benny Vinther, industrigruppeformand i 3F. (MEALS)

07-01-2019 | Såkaldte rebeller presser de store mærker i supermarkederne. Ifølge en analyse og eksperter tager forbrugerne i større stil nye dagligvarer fra små producenter til sig. (MEALS)
Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?