Den stigende industrialisering i de seneste 100 år har sat voldsom skub i forureningen med stoffer, som er langsomt nedbrydelige i miljøet. Alle vore fødevarer, selv de økologiske, er forurenet med det moderne samfund. Vi kan naturligvis droppe mælkeprodukter, kød, fisk, fjerkræ, grønsager, bær, frugt og alle de andre fødevarer, som indeholder: det moderne samfunds forureninger; men opgaven bliver ikke nem og tilmed en ernæringsmæssig katastrofe.
For en del år siden var det næsten kun chlororganiske forureninger i vore fødevarer, som eksperterne stemplede som farlige for mennesker; men i de senere år rettes skytset også mod mange andre stoffer, som man også mener er meget farlige.
Lige i øjeblikket er dioxiner kraftigt i søgelyset, og derved er man ude i et så kæmpemæssigt forureningsområde, at opgaven nærmest må betegnes som uløselig. Denne opfattelse fremgår også af en udtalelse fra vicedirektør i Fødevaredirektoratet Henrik G. Jensen: " Der er tale om forurening af miljøet, man ikke kan afskaffe med et trylleslag”. Sådan ministeriel udtalelse betyder almindeligvis, at opgaven så at sige er umulig. Dioxiner dannes bl.a. ved forbrændings- og industrielle processer.
Det menes, at dioxinerne på skadelig/farlig vis ophobes i mennesket, og den mest giftige dioxin for mennesket skulle være TDDC (Seveso-dioxin) på grund af toksiske virkninger, som kræftfremkaldende effekt og flere andre uheldige virkninger.
Dioxin findes til lands til vands og i luften, og blot en antagelig global målbar bekæmpelse vil nærmest være økonomisk umulig. Bekæmpelse af dioxiner er i høj grad et internationalt projekt; men i 1987 foretog Fødevareministeriet en undersøgelse af dioxiner i danske fødevarer.
Siden er der ikke foretaget målinger af dioxiner i fødevarer, da dette kræver meget store resurser.
