Det var på tide vi fik Bjørn Lomborg til at regne efter Auken, som bare regnede den ud.
Efterhånden var der ikke mange, som virkelig troede på, at tidligere miljøminister Svend Aukens indsats var for miljøets skyld. Han var for åbenlyst blevet et led i den daværende regerings almindelige finansieringsgrundlag.
Det bekræftes ved, at kun ca. en tiendedel af miljøafgifterne bliver anvendt til egentlige miljøformål.
Han og hans regering vidste naturligvis udmærket, at på mange af de såkaldte miljøområder, ville det være rent pengespild at anvende dem i miljøets tjeneste, og derfor lod man - fornuftigt nok - ca. halvfems procent af afgifterne glide ind i statskassen i lighed med andre skatter og afgifter.
Man kan derfor uden overdrivelse fastslå, at afgifterne ikke udpræget var til for miljøets skyld.
Svend Auken gennemførte i sine 9 år som energi- og miljøminister en lang række ekstremt kostbare "miljøprojekter", uden dokumentation for deres særlige miljømæssige værdi. Her kan man fx nævne: Vandmiljøplanerne, vindmøller og Kyoto aftalen.
I Danmark har vi i rigtigt mange år haft noget af det reneste drikkevand i verden, og vi bør ikke - for sundhedens skyld - bestræbe os på at få destilleret vand ud af hanerne. Noget vi i stedet trænger til og bør bruge penge på er at få udbedret de bakteriorologiske installationer.
Vindmøller vil sandsynligvis inden for måske 5-10 år - vise sig som møllesten for investorerne og for samfundet, når de står ude af drift.
Kyoto-aftalen handlede om et meteorologisk fænomen, som vi - her på jorden - ikke magter at have indflydelse på. Fx er det værd at bemærke, at de to største ozonhuller nogensinde blev konstateret i Norge og på Sydpolen i begyndelsen af 1940'erne!
Det er tiltrængt, at vi nu får revurderet "miljøprojekterne".
