De danske bryggerier skal til at passe gevaldigt på, at de ikke bare luller, mens de udenlandske ølvogne ruller.
Flere og flere af det danske folk har helt forståeligt fået smag for det udenlandske øl. På restaurationer, barer og cafeer breder efterspørgslen sig. Importen er bare det seneste år mere end fordoblet.
Men bryggerigiganterne ryster ikke, siger de, for det er jo ikke noget særligt, at gå frem fra 1% til 2% af markedet.
Men den sang har man hørt før fra store nærmest monopollignende firmaer, så mon ikke det alligevel vil være klogt at opfriske regnestykket om 1 øl på det første skakfelt, 2 på det næste så 4 osv.
Hvis det nu bare var sådan, at det udenlandske øl ikke var velsmagende, så kunne vore bryggerier tage det, som de gør, med ophøjet ro. Men den svært gendrivelige alvor for dem er, at mange af de udenlandske øl smager bedre.
Så mon ikke vore gigantbryggeriers ro er lidt påtaget? For når danske bryggerier, som oplyst for os, oplever et fald i salget på 50 millioner liter øl over fem år, kunne det skyldes, at deres ihærdige forsøg på at afskære danskerne fra det gode udenlandske øl ved selv at importere eller tappe det, for herefter at sælge det til væsentligt højere priser side om side med deres egne billigere produkter, er slået fejl.
Det er faktisk i stedet nærmest lykkedes for Carlsberg, Tuborg og Ceres at skyde sig selv godt og grundigt i foden ved at vælge en strategi, som går stik mod forbrugernes ønske om bedre og anderledes øl.
Det har de eksempelvis vist ved at fjerne "Rød Tuborg", "Royal Spring" og "Wibroe Porter". Der var ikke noget gigant marked for disse øller, men opretholdelsen viste, at man skønnede på sine gamle kunders smag og behag.
Uanset, så er der nok et godt stykke vej til en egentlig øl-revolution. Men efterhånden som vi bliver nok, er vi en flok...