Danmarks Fødevare- og Veterinærforskning: 
Det er med megen undren, man læser John Albert Christensens indlæg "Ingen sundhedsrisiko ved pesticider" i ugebrevet MEALS seneste nummer (7), der netop er udsendt. I artiklen argumenteres der for, at pesticider ikke er sundhedsskadelige, og at den politiske opmærksomhed omkring disse stoffer er helt unødvendig og nærmest har karakter af vildledning af befolkningen.

Jeg skal ikke argumentere for eller imod den holdningsmæssige side af pesticidproblematikken, men som ansat i Danmarks Fødevare- og Veterinærforskning med mange års erfaring med dette emne vil jeg gerne slå fast, at pesticider er stoffer, der skal tages alvorligt. Pesticider er giftige stoffer. Det er netop denne egenskab, der gør dem anvendelige til at bekæmpe skadevoldere som f.eks. insekter, ukrudt og svampe. Det er desuden veldokumenteret, at pesticider også er sundhedsskadelige for mennesker, hvis vi udsættes for dem i for store mængder.

Forudsætningen for anvendelsen af pesticider ved produktionen af fødevarer er derfor, at vi som forbrugere sikres mod sundhedsskadelige restindhold ved konsum af behandlede afgrøder m.v. Dette forudsætter en forsknings- og udviklingsmæssig indsats, der skal skaffe den tilstrækkelige og nødvendige viden om stofferne, som grundlag for en vurdering af den risiko, vi udsættes for ved indtag af pesticidrester gennem maden. Med denne viden kan myndighederne fastsætte regler for anvendelsen af pesticider og for det maksimalt tilladelige restindhold i fødevarerne.

Det er også vigtigt, at der foretages en løbende kontrol og overvågning af overholdelsen af de fastsatte regler for pesticidanvendelsen. Også her er forudsætningen en forsknings- og udviklingsmæssig indsats, herunder udvikling af kemiske analysemetoder, der skal sikre det rette grundlag og redskab for disse undersøgelser.

Da anvendelsen af pesticider løbende skifter karakter i form af nye stoffer og behandlingsmetoder, er det vigtigt, at vores viden på området løbende opdateres, så den afspejler den aktuelle situation. Trine Reffstrups forskningsprojekt, der er nævnt i artiklen, er et godt eksempel på dette.

Som det er nævnt i artiklen har man ved vurdering af risikoen ved pesticidrester i fødevarer hidtil taget udgangspunkt i de enkelte stoffers sundhedsskadelige egenskaber. Den reelle situation er imidlertid, at vi i løbet af en dag typisk udsættes for flere forskellige pesticidrester ved konsum af forskellige afgrøder. Endvidere har der ved de årlige kontrol- og overvågningsundersøgelser gennem de sidste par år været en procentuel stigning i antallet af prøver, hvor restindholdet omfatter mere end et enkelt pesticid. Holder denne udvikling, vil vi i stigende grad blive udsat for flere forskellige pesticidrester på samme tid. Trine Reffstrups projekt er med til at give os det rette grundlag for en vurdering af risikoen ved denne situation.

Det kan tilføjes, at forskningen ved Danmarks Fødevare- og Veterinærforskning vedr. kombinationseffekter rækker ud over pesticidområdet og er med til at udbygge vores generelle viden om hvordan effekterne af enkelte kemiske forbindelser kan forstærkes henholdsvis svækkes, når stofferne indtages i en cocktail sammen med andre forbindelser. Forskningen har derfor generel betydning for den sundhedsmæssige risikovurdering af kemiske fødevareforureninger og dermed for opretholdelse af fødevaresikkerheden med hensyn til disse stoffer.

Sektionleder Arne Büchert
Danmarks Fødevare- og Veterinærforskning
Afdeling for Kemiske Fødevareundersøgelser

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?