DANSK FØDEVAREFORSKNING PÅ HALV PROCENT.

Danmarks to fødevaregiganter, Arla og Danish Crown, bruger kun en halv procent af deres omsætning på forskning og udvikling af nye produkter. Det er langt fra, hvad multinationale fødevarekoncerner som Nestlé og Danone satser på innovation. Novozymes bruger mere end tre gange så meget som hver af de to andelsejede giganter. Arlakoncernens forskningschef mener, at en halv procent er en passende andel til forskning og udvikling. I Danish Crown er man også tilfreds med den halve procent, oplyser informationschef Gudrun Andreasen. Danish Crown brugte i sidste regnskabsår 225 mio. kr. på forskning og udvikling. (Børsen, Landbrugsrådet)

POLITISK SLAGSMÅL OM FREMTIDENS AFGRØDER. 

Venstre er for genmodificerede afgrøder, socialdemokraterne frygter, at afgrøderne spreder sig. Det Radikale Venstre giver Venstre delvis opbakning. Thor Gunner Kofoed, Venstres medlem af Fødevareudvalget, påpeger, at bioteknologi er en million gange sikrere end konventionelt landbrug, og derfor er hele polemikken om området rent politik. (Landbrugsrådet)

NY KAMPAGNE FOR ØKOLOGISKE FØDEVARER. 

Fødevareministeren har i forbindelse med en tysk økologimesse lanceret, at der senere på året gennemføres en større reklamekampagne, som skal fokusere på økologi, herunder det danske Ø-mærke og EU's fælles logo for økologi. (JP, Landbrugsrådet).

KLÆDT PÅ TIL DEN FAGRE NYE VERDEN.

Vi må tage en grundlæggende diskussion om, hvor vi vil hen med vores samfund, hvordan det skal se ud, og hvor vores grænser går. Det nytter ikke, at vi hver eneste gang, der åbner sig en ny mulighed inden for bioteknologi, skal til at nedsætte dybdeborende udvalg. Indlæg af videnskabsminister Helge Sander. (KRD, Landbrugsrådet). 

MASTODONTMAD. 

Det er populært at postulere, at store virksomheder ikke kan producere kvalitetsfødevarer, men postulatet gælder åbenbart kun andelsselskaber. Arla Foods og Danish Crown levnes ikke meget hæder og ære, når politikere og andre kyndige smagsdommere uddeler karakterer for dagens ret. Måske har de mistet deres sunde fornuft, når de det ene øjeblik kan karakterisere disse virksomheder som "mastodonter" for det næste at frakende dem enhver eksistensberettigelse. Selskaberne var jo aldrig blevet store, hvis ikke de havde leveret varen - den forbrugerne vælger at købe hver dag, fordi de kan li' den. Indlæg af Bent Juul Sørensen, formand for Danske Andelsselskaber under Landbrugsraadet. (FYNS)

TRÆKFUGLE KAN BÆRE SYGDOM.

Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO er det sandsynligt, at fugleinfluenzaen i Asien stammer fra trækfugle fra Sibirien. Tidligere på året udsendte WHO en rapport, der fortalte, at vilde trækfugle kan flyve lange distancer uden at vise tegn på sygdommen. WHO bekræftede fredag, at to huskatte er døde af fugleinfluenza i Thailand. En dyrlæge har undersøgt tre kuld på fjorten døde katte. Opdagelsen af de smittede katte er væsentlig, fordi en virus, der spreder sig fra art til art, gør risikoen for infektion til mennesker større.(POL, Landbrugsrådet).

NEJ TIL SKAT PÅ FEDT.

Danskerne med hang til sodavand, fritter og slik skal fortsat kun bekymre sig for deres helbred og ikke for deres økonomi. Fødevareminister Mariann Fischer Boel er ikke parat til at indføre skat på fedt, sådan som det for eksempel overvejes i Storbritannien. Ifølge eksperter risikerer Danmark ellers i løbet af 5-10 år en fedmeepidemi på størrelse med USAs. Men afgifter på fedt er ikke vejen frem, mener fødevareministeren. (Eizau, Landbrugsrådet).

VI SPISER MERE FRUGT

Danskernes daglige forbrug af frugt og grønt er steget fra 279 gram til 380 gram. Det overordnede mål for den såkaldte 6-om-dagen-kampagne i årene 2004-2007 er nemlig, at danskernes daglige forbrug af frugt og grønt skal stige til 450 gram. Fra samarbejdspartnerne bag kampagnen oplyses det endvidere, at 4.986 arbejdspladser har fået en frugtordning for medarbejderne og at 230 skoler er tilmeldt en frugtordning for eleverne. (POL, Landbrugsrådet) .

CATERING-SELSKABER FUSIONERER.

 Dagrofas datterselskab Ove Juel Catering fusionerer med Flensted Catering pr. 1. april 2004 i et nyt selskab kaldet Catering Engros A/S. (Børsen, Landbrugsrådet)

Orkla ude af Carlsberg. 

Carlsberg oplyste torsdag morgen, at selskabet har købt Orkla ASA's 40 pct. ejerandel i Carlsberg Breweries for ca. 14,8 mia. kr. Dermed ejer Carlsberg hele aktiekapitalen i Carlsberg Breweries, og bryggeri-koncernen oplyser at partnerskabet med Orkla ophører. Købet, der forventes gennemført senest medio marts 2004, er Carlsbergs største enkeltinvestering til dato, og man "forventer, at det vil skabe betydelige værdier for selskabets aktionærer og forbedre Carlsberg Gruppens struktur." "Vort økonomiske mål er en fortsat udvikling af Carlsberg til et internationalt konkurrencedygtigt bryggeri, som fokuserer på værdiskabelse for aktionærerne," siger kommende koncernchef i Carlsberg, Nils S. Andersen, i meddelelsen. Nils S. Andersen siger yderligere, at købet af Orklas aktier netop handler om at sikre aktionærerne "gennemsigtighed og optimering af aktiver og pengestrømme." I kølvandet på meddelelsen fra Carlsberg udtaler Orklas ledelse til nyhedsbureauet Reuters, at man var meget interesseret i at overtage alle aktierne i Carlsberg Breweries. Det viste sig dog, at dette ikke var muligt, og derfor valgte man at sælge sin aktiepost til Carlsberg. Desuden siger Orklas ledelse, at der siden i sommer har været uenighed mellem Carlsberg og Orkla om den videre strategi for Carlsberg Breweries. "Carlsbergfondet, der er bestemmende aktionær i Carlsberg A/S, har i stadig stigende grad givet udtryk for ambitioner og holdninger, som Orkla ikke mener vil fremme værdiskabelsen i Carlsberg Breweries, og som vil svække de vigtige intentioner, som lå i samarbejdsaftalen fra 2000," skriver Orkla i en pressemeddelelse torsdag morgen. Analytikere, som nyhedsbureauet har talt med, ser Orklas salg som et positivt træk for det norske selskab. "Det de gør, er klart positivt for selskabet. De får en rigtig god pris," siger Nils Ove Kjerstad, analytiker i Terra Fonds, til Reuters. (Børsen)

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?