OPGØR OM DANSK FØDEVAREPOLITIK. 

Beskyldningerne fyger fra fødevarebranchen til politikerne, der igen anklager hinanden for usaglig politik. Venstres fødevareordfører Henrik Vestergaard mener således, at pilen peger mod én person: -Socialdemokraterne må gøre op med sig selv, om S'et står for stabilitet, eller om det står for slinger. Der er ingen tvivl om, at Ritt Bjerregaard har betydet mere slinger i den danske fødevarepolitik. For fødevaresektorens skyld kunne jeg godt ønske mig Henrik Dam Kristensen tilbage som partiets fødevareordfører, siger han. Også Dansk Folkepartis fødevare- og dyrevelfærdsordfører, Christian H. Hansen, får skyld for, at VK-regeringen er så godt som handlingslammet inden for fødevare-, landbrugs- og fiskeripolitikken. (Børsen, Landbrugsrådet).

RUSSISK TRUSSEL MOD DANSK FØDEVAREEKSPORT.

 Dansk eksport af fødevarer for milliarder er truet af de storpolitiske gnidninger mellem EU og Rusland. Som et led i striden om miljø, samhandel, menneskerettigheder osv. stiller russerne nu krav om, at alle fødevarer fra EU, der skal ind i Rusland, pr. 1. maj er ledsaget af et fælles EU-veterinærcertifikat. -Kravet fra russerne er helt hen i vejret. Det vil være umuligt at opfylde, siger koncerndirektør Jens Haven Christiansen, Danish Crown, der forudser, at Danmark bliver nødt til at finde alternative markeder for de 80.000 ton svinekød, der går til Rusland i dag. (Børsen)

FEDEVARER FÅR DEN BEDSTE HYLDEPLADS.

 "Det er rent ud sagt utroligt, så mange hyldemeter der sættes af til slik - specielt da, når man sammenligner med den plads, der stilles til rådighed for de mere lødige - ja, måske endda livsnødvendige næringsmidler", skriver kontaktlandmand i Landbrugets Skolekontakt, Mimi Pedersen, Tunegård, Roskilde, i Ugens Salt. .

KLEMTE SVINEAVLERE TRUER MED AT FLYTTE.

 Økonomien i dansk svineproduktion er så elendig, at formanden for Landsforeningen Danske Svineproducenter, Torben Poulsen foreslår at køre en langt større del af de danske smågrise ud af landet til opfedning, slagtning og forarbejdning i Tyskland eller Polen. Udmeldingen skyldes vrede over, at de danske slagterier for tiden giver landmændene en afregning for grisene, der er væsentlig lavere end den afregning, de tyske slagterier præsterer. (JP, Landbrugsrådet).

VÆRDILØS MÆRKNING PÅ KYLLINGEKØD.

 Forbrugerne har ikke en chance for at se, hvor kyllingekødet i Tulips produkter stammer fra. DK-stempel på emballagen betyder blot, at kødet er pakket her i landet. Flere supermarkedskæder har uden held forsøgt at få kødet mærket med oprindelsesland. (BERL)

GASA GROUP VIL VESTPÅ.

GASA Group, Danmarks største blomstereksportør planlægger inden for få år at samle alle sine aktiviteter i et helt nyt hovedkvarter, som formentlig placeres på Vestfyn tæt ved motorvejen. Det kom frem, da selskabets ledelse i går offentliggjorde en omfattende ændring af sin organisation. Ændringen skal skabe ny dynamik og overskud i koncernen. Odense Blomster og GASA Århus har kæmpet med tocifrede millionunderskud.(FYENS)

EKSPORTEN AF KØD TIL IRAK GENTOPTAGES NU. 

Allerede om to uger afsender Reda Exportslagteri i Vipperød den første sending på 20 tons kød til Irak. Aftageren er et irakisk firma, og Vipperød-slagteriet forsøger at få en fod inden for i landet på et tidspunkt, hvor der ikke rigtigt eksisterer nogen statslig myndighed. Reda Exportslagteri er formentlig det første danske slagteri, der indenfor den seneste årrække har haft held til at eksportere kød til Mellemøsten. (HAV, Landbrugsrådet)

STØT OP OM SUNDHEDSFREMME. 

Fagbladet Kantinen løfter i en leder pegefingeren, og gør opmærksom på hvor galt det står til med den danske befolknings overvægt. Det er Kantineledernes Landsklubs formand Hanne Høgh, som er pennefører, og hun skriver: "Madlavningen forsvinder ud af hjemmene og bliver overladt til kantiner og restauranter". Og videre: "Vi kan ikke sidde med hænderne i skødet og se på, at folkesundheden tvinges i knæ og med god samvittighed blive ved med at lave mad som vor mormor lavede den". (Kantinen)
Det er besynderligt, at konkurserne i restaurations­branchen florerer så voldsomt som tilfældet er, når langt den meste spisning foregår fx på restaurationerne. Det er endvidere besynderligt, at mormors mad ikke kan anbefales, for næsten alle nutidige vægtstatistikker bygger på, hvor fede vi er i dag i forhold til for en-to generationer siden. Argumenterne for påstandene (myterne) om danskernes overvægt er åbenbart lidt svære at holde rede på. (MEALS)

FRANSK DAGLIGVAREGIGANT PÅ VEJ TIL DANMARK.

Købmandsgrossisten Dagrofa bekræfter, at man nu undersøger muligheden for at etablere en stærk alliance med den franske gigant Carrefour, der omsætter for 589 mia. kr. En fransk entré vil give øget konkurrence, mener konkurrenten Coop. I forvejen er tyske Lidl på vej ind. (Børsen, Landbrugsrådet)

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?