Kræftens Bekæmpelse

Mindre overvægt, mindre alkohol og mindre forarbejdet og rødt kød. Det er vejen frem mod en lavere kræftrisiko, fremgår det af en netop offentliggjort rapport, som er den største og mest toneangivende på området. Den afslører også, at frugt og grønt ikke helt har den forebyggende effekt, som hidtil antaget. I alt lanceres ti nye anbefalinger inden for kost, vægt og fysisk aktivitet.

Helt nye er anbefalingerne måske ikke, men der er ændret på vægtningen af de forskellige risikofaktorer, siden rapporten fra World Cancer Research Fund og American Institute for Cancer Research sidst blev udgivet for ti år siden. Eksempelvis er dokumentationen for, at overvægt er en af de tungeste risikofaktorer, i dag meget overbevisende. Det gælder både for kræft i tyktarm, bryst, livmoder, nyrer, spiserør og bugspytkirtlen.

- Det nye og overraskende er, at det gælder os alle. Risikoen stiger med vægten, og derfor gælder det om at ligge i den lave ende, også selv om man hører til i gruppen af normalvægtige, siger Hans Storm, der er forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

Om rapporten 
'Food, Nutrition, Physical Activity, and the Prevention of Cancer' er blevet til efter flere hundrede forskeres arbejde gennem fire år. Rapporten bygger på omkring en halv million undersøgelser, som efter den første gennemgang blev indskrænket til 22.000 og senere til 7.000 med tilstrækkelig god kvalitet. Det er en samlet vurdering af disse, som rapportens konklusioner bygger på.

Det er den mest omfattende gennemgang nogensinde, og rapporten tegner dermed det pt. mest præcise billede af, hvad vægt, kost og fysisk aktivitet betyder for udviklingen af kræft.

Rapporten blev offentliggjort ved en konference i London den 1. november.

Mindre kød og mere motion 
Og skal man holde en normal vægt, kan det ifølge Hans Storm være fornuftigt at skele til nogle af rapportens øvrige anbefalinger. Det drejer sig om at være fysisk aktiv i minimum 30 minutter om dagen og at skifte kødet fra de firbenede dyr - og ikke mindst forarbejdet kød som skinke, bacon og pølser - ud med frugt, grønt og kornprodukter. Det virker på vægten, men det har også en betydelig selvstændig kræftforebyggende effekt.

- Rapporten slår fast, at rødt og forarbejdet kød øger risikoen for tarmkræft, som er en af de hyppigste kræftsygdomme. Kød har dog også gode egenskaber, hvis det spises i passende små mængder. Forarbejdet kød bør man så vidt muligt undgå, siger Hans Storm.

Bag rapporten ligger et stort og grundigt stykke arbejde. Næsten en halv million undersøgelser er gennemgået og 7.000 af dem i dybden. Der er derfor god grund til at lytte til konklusionerne, vurderer Hans Storm fra konferencen i London.


Effekten af frugt og grønt er blegnet 
I stedet bør man spise mere fra planteriget. Også selv om rapporten ikke helt har kunnet genfinde den virkning af frugt og grønt, som man tidligere har annonceret. Ingen af de store befolkningsundersøgelser viser en sammenhæng. Det får dog ikke Hans Storm til at sløjfe de danske anbefalinger om seks stykker frugt og grønt om dagen.

- Dokumentationen for at frugt og grønt kan forebygge kræft er på ti år gået fra overbevisende til sandsynlig. Vi har altså overestimeret betydningen af frugt og grønt i sig selv. Når både vi og de internationale forskere alligevel holder fast i, at anbefale mere frugt og grønt, er det fordi, det samtidig kan erstatte kød, og ikke mindst at det forebygger en række andre sygdomme, siger Hans Storm.

I alt anslår rapporten at hvert tredje kræfttilfælde skyldes livsstil og dermed kunne undgås. Lægges tobak til bliver det ifølge Hans Storm ca. halvdelen af alle kræfttilfælde.

 

De ti anbefalinger

Hold dig inden for normalvægten og så slank som muligt. Undgå vægtstigninger og at udvide dit taljemål

Vær fysisk aktiv svarende til 30 minutter hver dag og gerne mere

Hold igen med fødevarer, der feder - f.eks. fast food og sukkerholdige drikke

Lad størstedelen af din kost bestå af fødevarer fra planteriget. Spis mindst 400 gr. frugt og grønt om dagen

Begræns mængden af rødt og forarbejdet kød. Spis mindre end 500 gr. rødt kød om ugen - dvs. kød fra ko, gris, lam og ged. Undgå forarbejdet kød som pølser, skinke og bacon helt

Drik ikke mere end en genstand om dagen som kvinde og to genstande som mand

Begræns mængden af salt

Brug ikke kosttilskud for at forebygge kræft

Am dit barn i seks måneder og gerne mere, hvis muligt. Det forebygger overvægt hos barnet og brystkræft hos moderen

Kræftpatienter bør følge samme anbefalinger for kost, vægt og fysisk aktivitet, hvis ikke andet er blevet anbefalet

 

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?