"Det er selvforstærkende processer. Derfor tror jeg, at det nuværende styrkeforhold mellem de to valutaområder vil bestå et godt stykke ud i fremtiden," siger cheføkonomen.

Den danske mejerieksport direkte til USA har ligget stabilt på ca. 300 mio. kr. i de senere år. Regnes de dollarafhængige valutaområder i Latinamerika og Mellemøsten med, er tallet noget større - i omegnen af 1,5 mia. kr.

"Danske virksomheder står alt andet lige stærkere på disse markeder, men der er mange andre faktorer, som også har indflydelse på konkurrenceevnen, herunder udviklingen i produktivitet og råvarepriser," forklarer Thomas Søby.

Senest har Den Europæiske Centralbank vedtaget en hjælpepakke, som pumper EUR 1.140 mia. ud i EU-systemet. Det svækker euro'en yderligere overfor dollar og andre valutaer.

"Dermed bidrager hjælpepakken til at åbne nye markeder gennem en styrkelse af konkurrenceevnen," vurderer Thomas Søby.

 

Arla Foods bekræfter den positive udvikling. Ud af koncernens samlede omsætning på ca. 80 mia. kr. afsættes ca. 10 pct. i dollar eller dollar-relaterede valutaer. Det drejer sig blandt andet om Arla's forretninger i Mellemøsten samt afsætningen af tradingprodukter.

"For Arla Foods er den stigende dollarkurs en stor gevinst, som ventes at styrke bundlinjen med ca. en halv mia. kroner i 2015," siger Frederik Lotz, finansdirektør (CFO) i Arla Foods til magasinet Mejeri.

Når gevinsten ikke bliver endnu større, skyldes det såkaldte valutakontrakter, som indgås for at sikre en vis stabilitet i omvekslingen. På trods af den positive valutaudvikling, bobler Frederik Lotz ikke over af optimisme:

"Det globale råvaremarked er fortsat hårdt presset, hvilket er den vigtigste faktor for vores resultat," siger han.

 

Bornholms Andelsmejeri eksporterer 90 pct. af produktionen, hvoraf en del går til USA. Her bekræfter mejeribestyrer Per Olesen ligeledes, at den høje dollarkurs gør livet lidt lettere.

"Den højere kurs betyder, at vi fortsat kan tjene penge på et marked, hvor de lokale amerikanske ostepriser ellers er trykket ned som følge af de lave verdensmarkedspriser. Dermed er vores konkurrencesituation nærmest status quo, og det er godt nok," siger Per Olesen til magasinet Mejeri.