I disse år er der stor fokus på danskernes fedme, ikke mindst fordi danskerne efter sigende er nogle af de fedeste i verden. Det er en farlig placering, da fedme forårsager mange alvorlige sygdomme ofte med tidlig død til følge. Men endnu farligere er udpræget undervægt (-ernæring), som endnu hurtigere end fedme giver et meget dårligt liv og for tidlig død.
Ganske vist er udpræget underervægt noget, der mest forekommer hos ældre og gamle, og da denne aldersklasse sædvanligvis ikke har samme status i samfundet som de unge og yngre, hører man ikke nær så meget om dette. Det er en uacceptabel fejl, for uanset om pilen på vægten viser for højt eller for lavt, så er vægtproblemer en meget stor årsag til sygdomme og tidlig død.
Når der tales om sygdomme og død i forbindelse med tobaksrygning og alkohol, så er de alt taget i betragtning ikke nær så farlige som vægtproblemer. På røg og druk har samfundet i hvert fald stor måske uundværlig fortjeneste i kraft af afgifter, og ikke mindst når rygere og alkoholikere skal behandles på sygehus eller kommer på plejehjem, så er det som regel kun kortvarigt - de dør…
Både overvægt og undervægt skyldes i de fleste tilfælde en forkert kostindtagelse. Undervægt rammer meget ofte personer, som kostmæssigt er i andres varetægt fx mennesker som ligger på sygehus, er på plejehjem eller får mad bragt udefra.
Kostforplejningen vil naturligvis afhænge af institutionens karakter og den persongruppe, der er tale om at forpleje; men fælles for de fleste institutioner vil det være, at de forplejede som regel er tvangsindlagte til institutionskost. Dette pålægger institutionen et betydeligt ansvar for at opfylde alle rimelige krav til kosten i ernæringsmæssig og kulinarisk henseende. Om sygehuskosten kan man generelt slå fast, at den er et meget vigtigt led i behandlingen af syge.
Kostens medicinsk/ernæringsmæssige opgave er at tilvejebringe de bedst mulige ernæringsbetingelser for patienternes helbredelse og dermed bidrage til at forkorte sygdommen, og til at patienterne hurtigere genvinder kræfterne. Dette formål kan kosten tjene ved at tilføre patienten de forskellige næringsstoffer i de mængder, som kræves for at understøtte organismens forsvarskræfter og modvirke svækkelse af almentilstanden.
Ved mange sygdomstilstande skal man være opmærksom på, at der er øget proteinomsætning og cellenedbrydning, hvilket medfører et øget behov for protein, vitaminer og mineralstoffer. Også energibehovet vil i sådanne tilfælde være forøget, men ofte svært at honorere på grund af samtidig appetitnedsættelse. Kosten bør derfor have et højt indhold af de essentielle næringsstoffer i forhold til energiindholdet. Dette krav understreges yderligere af det forhold, at mange patienter spiser betydelige mængder kioskvarer som fx chokolade og andet slik, wienerbrød, småkager m.m. Det er for en stor del tomme kalorier, som tager pladsen op for mere værdifuld føde og derfor reducerer tilførslen af essentielle næringsstoffer.
Fortæringen af kioskvarer vil let få et særligt stort omfang, hvis sygehuskosten ikke er tilfredsstillende i kulinarisk henseende, eller hvis der ikke serveres noget for patienterne mellem kl. 17 og næste dags morgen. For at der ikke skal blive en så lang pause, bør der på sygehuset altid være en lettere servering om aftenen. Men selv om man kunne opstille den ideelle kostplan og give køkkenet midler til at fremstille den foreskrevne mad, så er det ikke tilstrækkeligt til at sikre, at den enkelte patient får den optimale ernæring. Lige så vigtig er de opgaver, som påhviler det personale på afdelingen, som står for madens uddeling og skal tage vare på de individuelle problemer i forbindelse med patienternes forplejning. Nogle patienter, og flere end man forestiller sig, kan også have ændret smagsoplevelser.
Det er afdelingerne, som har ansvaret for, at kostrekvisitionerne er korrekte, og i sidste instans også for, at patienterne får den rigtige kost. Det kan derfor være nødvendigt med en særlig indsats for at sikre sig, at patienterne får nok at spise og specielt nok at spise af den særlig værdifulde del af maden, og dertil kommer, og det er også meget vigtigt, at man sørger for, at patienterne får de bedst egnede drikkevarer. Særlig opmærksomhed fra plejepersonalets side kræver de forskellige mellemmåltider og eventuelt andre supplementer, der kan spille en meget stor rolle i det samlede kostprogram. Dette gælder ikke mindst de drikke, der indtages til og mellem måltiderne. De kan spille en væsentlig rolle for patienternes energi- og protein-forsyning specielt hos sløje patienter med dårlig appetit. Når der udvises omhu på dette område, vil det i praksis ofte vise sig, at cirka halvdelen af energi- og proteintilførslen leveres af drikkevarerne.
Kostplanen på sygehuset fraviger ikke i særlig grad, hvad der også bør gælde for plejehjem og i ret stor¤udstrækning for hjemmeboende ældre. Bliver¤syge- og ældregrupper udpræget underervægtige, får de et dårligt liv og dør for tidligt.
