Danmarks mindste andelsslagteri, Tican i Thisted er på vej med en triumf, der vil blive lagt mærke til i landbruget.
Tican sidder kun på cirka 5 procent af svineslagtningerne herhjemme, og alligevel overgår selskabet igen Danish Crown med den bedste restbetaling til svineavlerne.
Danish Crown meddelte i går, at selskabet havde slået alle hidtidige rekorder med en restbetaling til svineavlerne på 90 øre pr. kilo; men denne rekord holder ifølge Ticans formand Valdemar Møller kun til på torsdag, hvor det forventes, at Tican offentliggør en restbetaling på mindst 1 krone pr. kilo.
Steff-Houlberg som fusionerer med Dansk Crown præsenterer den ringeste restbetaling, nemlig kun 30 øre pr. kilo svinekød for 2000/2001.
Det forlyder, at Danish Crown til næste år vil få svært ved at opretholde dette års store efterbetaling, som især har været mulig på grund af en meget forsigtig udgiftspolitik.