100% fortjeneste på bare fire dage!
Kender De en bedre investering?.
Vi gør ikke!
Allerede tredje juledag vrimler det med med op til 50% rabat i bunker af forretninger landet over!
Der er køkkengrej, husholdningsmaskiner, radio- og tv apparater, edb, bluser, frakker, habitter, slips, sko, børnetøj, sportsudstyr, møbler etc, etc - næsten ligeså meget som før jul.
Hvis De fx lagde for 1000 kr julegaver under træet juleaften, kunne De, ved i stedet at lægge en check på 1000 kr, fire dage efter få for ca 2000 kr. "julegaver"!!.
Vi ved godt, at det måske ikke er helt den samme festlige måde at få julegaver på - og dog, for skattefrit dobbelt op på bare fire dage er så formidabelt, at de fleste ikke har råd til at lade være eller måske snarere ikke fremover ønsker at lade være.
Udover fortjenesten er der også rigtig mange - og flere og flere, som føler sig direkte til grin og taget ved næsen.
- Lyt til et godt råd: giv en check næste år og pak den ind i en kinesisk æske som symbol på, at den flade kuvert med checken i løbet af kun fire dage bliver til en pakke i dobbelt størrelse!
Man kunne naturligvis også råde de handlende til at give kunderne lidt tid til at nyde julegaverne, inden man helt åbenlyst gør nar af dem.