I 1996/97 sendte Carlsberg hele 6 forskellige øl på markedet til bedømmelse blandt publikum. Vinder blev succesøllen Carls Special; men da det senere viste det sig, at der også var stor efterspørgsel på Master Brew - en øl med en høj alkoholprocent - blev denne øl også sat i produktion, og derved blev der faktisk to vindere.
Denne er gang står konkurrencen mellem 4 nye picante øl, og ved årsskiftet blev de to første, PIVO og CAPO sendt på markedet. De næste to "udfordrere" kommer i handelen til marts, og i løbet af maj skal folk så endelig stemme om de fire øl.
PIVO er en østeuropæisk/sydtysk pilsnertype fx a la tjekkisk. Brygmester Christian Luxhøj udtaler, at "PIVO har fylde med en behagelig smag som afrundes med harmonisk bitterhed". Harmonisk bitterhed er nok ikke den helt rigtige betegnelse, for PIVO er faktisk temmelig bitter og vil formentlig fortrinsvis falde i bitterølsdrikkeres smag.
CAPO er en "sød" øl, og det lyder måske lidt mærkeligt, for kigger man ned ad etiketten, afslører den sin indre djævel med en alkoholprocent på 7,7% (Elefant 7,4%). Brygmester Christian Luxhøj udtaler at "CAPO er behagelig let, perlende, forfriskende og samtidig kraftfuld". Denne karakteristik kan næsten ikke gives bedre, men vi vil passende tilføje, at når man tænker på andre øl med høj alkoholprocent, så har disse almindeligvis en gennemtrængende alkoholsmag, men CAPO trumfer dem i denne henseende, for den er dejlig rund og behagelig.