Beboerne i Ho vil undgå, at deres by vil blive fyldt med kulørte skilte, ligesom det er sket for Blåvand, der hvert år gæstes af mange turister. Tiltaget i Ho roses af Kulturarvsstyrelsen under Kulturministeriet. Bjarne Slaikjær, der er en af initiativtagerne til udarbejdelse af en lokalplan for Ho, der skal bevare landsbyidentiteten, oplyser, at planen er blevet kritiseret for at ville gøre byen til et museum. Beboerne i Ho mener imidlertid, at Blåvand er en skamplet og et skrækeksempel på, hvor galt det kan gå, når man kappes om at få turisternes opmærksomhed. Turistchef i Blåvandshuk Kommune Jan Toftdal mener ikke, at Blåvand er nogen skamplet. Han henviser til, at det står meget værre til med andre byer langs den jyske vestkyst. Han oplyser, at man har arbejdet hårdt for at slippe af med det værste discount-præg i Blåvand. Formand for det lokale teknik- og miljøudvalg Alf Vinter (S) frygter imidlertid, at Blåvand vil komme til at lide af Mallorca-syndromet, hvor turister vælger stedet fra på grund af alle de andre turister. (Observer)

THOLSTRUP ER KLAR TIL AT GÅ PÅ OPKØB. Danmarks største privatejede mejerikoncern, Tholstrup Cheese, med hovedsæde i Fredericia, er nu parat til at købe mejerier op i Danmark og udlandet. - Målet er at købe enten danske eller udenlandske mejerier, som kan tilføre os nye produkter og viden. Vel at mærke produkter af høj kvalitet, som vi ikke selv har i vores sortiment, siger adm. direktør Finn Schiøtt Hansen, Tholstrup Cheese. Firmaet overvejer bl.a. import af specialoste - ikke mindst efter, at Arla Foods stort set har sat sig på dette marked i Danmark. (Børsen)

GMO-STRID AFGJORT. Begge sider i en strid om genmodificerede fødevarer udråbte i går sig selv som sejrherre, da EU's højesteret afgjorde, at Italien havde ret til at forbyde genmodificeret majs, hvis de kan bevise deres mistanke om, at produktet udgør en helbredsfare. Monsanto hyldede dommen, idet den bioteknologiske virksomhed forudser, at den italienske domstol nu vil omstøde Italiens tre år lange forbud mod genmodificeret majs. (Berlingske)

ARLA GIVER BØNDER IGEN PÅ KRITIK Arlas bestyrelsesformand, Knud Erik Jensen, svarer igen på Dansk Landbrugs Peder Thomsens kritik af Arla som arrogant. – Vi har svært ved at forstå, hvorfor landbrugets egne organisationer vælger at køre en principsag mod os, siger formanden om sagen, hvor 90 landmænd mener at have penge til gode hos Arla efter fusionen mellem Mejerigården og Arla (dengang MD). JP

NEWCASTLE DISEASE FUNDET I VILDÆNDER. Fjerkræsygdommen Newcastle Disease er fundet i en flok vildænder på Møn, men intet tyder på, at ænderne har smittet andet fjerkræ, oplyser Fødevaredirektoratet. (Ritzau)

NATIONALPARK PÅ MØN I FARE. De landmænd og lodsejere, der ejer hovedparten af den jord, der skal indgå i en kommende nationalpark, vil ikke være med, idet miljøministeren ikke vil sætte tal på en evt. kompensationsordning. (Ritzau)

FØDEVARER SPORES FRA JORD TIL BORD. Det danske IT-firma Lyngsoe Systems har udviklet et logistiksystem, så virksomheder i fødevarebranchen kan få overblik over, hvor enhver vare befinder sig på ethvert tidspunkt – og dermed leve op til kravene fra EU, som træder i kraft fra 1. januar 2005. – Virksomheder kan fremover reagere lynhurtigt og trække varer tilbage uden de store omkostninger og uden at miste forbrugernes tillid, siger direktør Finn Mathiassen. (Børsen)

EKSPORTVIRKSOMHEDER MÅ KÆMPE UNDER OPSVING. Danske selskaber kommer til at kæmpe hårdt med selskaber fra resten af verden om det løft i efterspørgslen, som økonomerne forudser. – En del af vores udvikling de seneste to år er sket på bekostning af virksomheder fra USA og Fjernøsten, og de vender nu tilbage, siger chefkonsulent i DI, Klaus Rasmussen. (Børsen)

SLAGTERIERNE TIL KAMP MOD FEDTFORSKRÆKKELSEN. Slagterierne blæser nu til kamp mod fedtforskrækkelsen for at få flere til at spise svinekød. – Der er flere kalorier i 150 gram Matadormix end i en portion stegt flæsk med kartofler og persillesovs, siger måltids- og ernæringschef Grethe Andersen. Dette skæres ud i pap i publikationen "Spar på fedtet – valget er dit". (Børsen)

60 UNDGÅR FYRING HOS DANISH CROWN. Under trussel om massefyring har et stort flertal af de 740 slagterimedarbejdere hos Danish Crown i Odense accepteret indførelsen af en 40-timers arbejdsuge. (Fynstidende)

BIAVLERNE FØLER SIG TRUET. I regeringens finanslovsforslag mister biavlerne i Danmark penge til forsøg, rådgivning, indsamling af viden, honningkontrol og faglig information – og det truer eksistensen af en af de mindste produktionsgrene i dansk landbrug, mener formand for Dansk Biavlerforening, Verner Schou. (Fynstidende)

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?