Kun få procent vil, når det kommer til stykket, betale for økologiske produkter.
Det samme forhold gør sig endog grundlæggende gældende i stat, amter og kommuner. Fødevareministeriet afholder - åbenbart for et politisk syns skyld - konferencer, seminarer, fremstiller rapporter i dyre domme, foldere og brochurer, indrykker annoncer her der og allevegne og i det hele taget ælle, bælle mig fortælle; men når alt kommer til alt, så er resultaterne - fx set med marketing briller - så små, at pengene næsten må bedømmes som værende smidt ud af vinduet.
Man kan muligvis ligefrem hævde, at myndighedspengene i en vis forstand kan gøre skade, fordi det kunne få nogle producenter til at tro, at det var den vej vinden ville blæse.
Et af de seneste eksempler på hvor svært det er at få forbrugerne til at leve op til deres udsagn er, at den i enhver henseende kvalitetsbevidste virksomhed Danpo har investeret et tocifret millionbeløb i at kunne levere campylobacterfri kyllinger, men de sælges desværre i alt for små mængder i forhold til investeringerne.
Altså: forbrugerne hævder på smukkeste vis, når de bliver spurgt, at de vil have fødevarer, man ikke bliver syge af at spise, men ved køledisken foretrækker de uden blusel almindelige udskårne kyllingefileter.
Danpo må, urimeligt synes vi, konstatere, at efterspørgslen på deres campylobacterfri kyllinger ikke sælger i særligt omfang.
Det var et godt initiativ fra Danpos side, som i lighed med andre sunde produkter i tidens løb, heller ikke faldt i forbrugernes smag, når det kom til stykket.
