Et sidste farvel

Det var med bedrøvelse, at jeg modtog meddelelsen om min gode ven og MEALS mangeårige skribent Geert Horsts død. Han blev 83 år og stammede fra Nakskov. Geert var skribent på MEALS lige fra bladets start i 1983, og han skrev om vin og mad. Ikke bare om de store gourmet retter og årgangsvine, men også om egnsretter og landvine.

Han havde en enorm viden om vin og mad, og havde tilmed evnen til at skrive om sin viden på en spændende journalistisk måde. Mange af hans artikler havnede på listen "mest læste."

Jeg vil savne ham på de mange pressemøder, vi deltog i, hans milde men klare meninger og trods sin store viden satte han aldrig andre til vægs på en bedrevidende eller anden ubehagelig facon.

Geert Horst havde lige siden sin ungdom uddannet sig inden for vin og mad, og han øste med største glæde til høj som lav af denne viden. Ingen gik forgæves til ham for at få et godt råd og et opmuntrende klap på skuldren.

Han havde besluttet at udgive en bog om sin tid som purser i SAS, og jeg havde fornøjelsen at læse hans uhyre spændende manuskript. Man blev klar over, at han i de 15 år, han var i luftfartselskabet, havde fået øje på og kunne huske utallige store og små hændelser. Dette var karakteristisk for hans evne til at se og opleve på alle niveauer.

Nu skal vi ikke mere sammen nyde et godt glas vin, drøfte en artikel, bedømme en kaffesort på en udstilling, spise en lille frokost i hans dejlige lille udsigtslejlighed i Rigensgade i København. Der er altså meget, der er fortid, men jeg vil takke ham for de dejlige 21 år, vi arbejdede sammen.

MEALS siger dig mange tak.

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?