Gartneribrugets Afsætningsudvalg

Gråsten-æblet er netop blevet valgt til Danmarks Nationalæble af de danske æbleavlere. Kåringen fejres officielt med afholdelse af Æblets Dag i Gråsten 17. september. Denne dag vil samtidig være startskuddet til den første landsdækkende æblefest nogensinde.

Ingrid Marie, Gråsten, Elstar, Cox Orange, Jonagold og Belle de Boskop. De godt 250 danske æbleavlere har mange forskellige æblesorter at byde på, men nu har en af sorterne fået et noget usædvanligt kvalitetsstempel. Gråsten-æblet er nemlig blevet udnævnt til Danmarks Nationalæble af de danske æbleavlere.

Gråsten-æble

"Gråsten-æblet er på mange måder det uofficielle nationalæble i forvejen, fordi det er et af de ældste danske æbler, og fordi det indgår i mange forskellige danske traditioner. Men æblets status har aldrig været officiel. Derfor har vi nu én gang for alle udnævnt Gråsten-æblet til Danmarks Nationalæble," fortæller formand Laurits Balle fra Gartneribrugets Afsætningsudvalg.

Fejres med nyudnævnt Æblets Dag

Udnævnelsen af æblet fejres med en nyudnævnt Æblets Dag, der afholdes den 17. september i netop Gråsten Slotshave.

Her vil fødevareminister Hans Chr. Schmidt (V) på officiel vis udnævne æblet til Danmarks Nationalæble, hvorefter slotshaven vil danne ramme for forskellige aktiviteter med fokus på æbler, blandt andet en æblekage-konkurrence og uddeling af smagsprøver på danske æbler.

"Mens mange andre danske æblesorter er kommet til og derefter forsvundet igen, har Gråsten-æblet stædigt holdt fast. Derfor finder vi det helt naturligt at fejre udnævnelsen i netop Gråsten Slotshave, hvor æblet opstod for mere end 400 år siden," forklarer Laurits Balle.

Passer perfekt til danske ganer

Gråsten-æblets historie går tilbage til sidst i 1600-tallet, hvor den rød-gule æblesort opstod i haven bag Gråsten Slot i Sønderjylland. Laurits Balle forklarer æblets overlevelsesevne med, at det passer perfekt til danskernes ganer og madvaner.

"Æblet har en høj bestanddel af sukker, og samtidig er smagen præget af en kraftig syre. Denne kombination passer perfekt til de danske smagsløg, og samtidig giver den mulighed for at anvende æblet til alt lige fra bagværk og desserter til varme retter. Æblet er naturligvis også perfekt som spiseæble," siger Laurits Balle.

Landsdækkende æblefest på vej

Udover at markere udnævnelsen af nationalæblet er Æblets Dag den 17. september i øvrigt startskuddet på den første landsdækkende æblefest nogensinde.

For første gang i de danske æblers historie står æbleavlere, grossister, foreninger og organisationer nu sammen om at fejre årets æblehøst med en fest, der vil løbe af stablen gennem hele september og oktober måned. Både Æblets Dag og æblefesten vil være årligt tilbagevendende begivenheder, som fremover skal sætte fokus på årets æblehøst.

Initiativtagerne til æblefesten og Æblets Dag er blandt andre Gartneribrugets Afsætningsudvalg og "6 om dagen"-samarbejdet. Læs mere om æblefesten og Æblets Dag på www.aeblefest.dk.

 

FAKTA - GRÅSTEN-ÆBLET

Smag: Gråsten-æblet har en høj bestanddel af sukker, men smagen er samtidig præget af en kraftig syre.

Udseende: Æblet var oprindeligt gult, men fås i dag i 28 varianter, hvoraf flere er røde.

Anvendelsesmuligheder: Æblet kan anvendes til alt lige fra bagværk og desserter til varme retter og som spiseæble.

Dyrkning: Æblet dyrkes af godt 100 danske æbleavlere landet over. Æblet er lidt sværere at dyrke end andre danske æblesorter, fordi det er mere følsomt over for skift i vejrliget m.v.

Oprindelse: Gråsten-æblet har sin oprindelse i Gråsten Slotshave omkring år 1700, hvortil det menes bragt af storkansler Frederik Ahlefeldt fra et nonnekloster syd for Geneve.

 

FLERE OPLYSNINGER

Om Gråsten-æblet: Formand Laurits Balle, Gartneribrugets Afsætningsudvalg: 4051 4482 / 3615 0400

Om Gråsten-æblets oprindelse: Slotsgartner Eva Lau Olsen, Gråsten Slot: 7465 1454

 

Om Æblets Dag / Æblefesten: Projektleder Bente Frank, Metaphor: 7586 3333

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?