AGA A/S
På baggrund af erfaringer i dansk fødevareindustri introducerer gasvirksomheden AGA på FoodTech 2005 det nyeste inden for tørisbaseret rengøring. Konceptet, som benævnes CryoCIP roterende rengøringsdyse, er en videreudvikling af Dry Clean systemet CryoClean tørisrensning, som effektivt løsner urenheder uden brug af vand eller kemikalier. CryoCIP roterende rengøringsdyse supplerer ved ligeledes at opsamle urenhederne via cyklon - direkte til affald eller til videre produktion.
Introduktionen af Dry Clean systemer til rengøring af produktionsmaskiner og materiel har gjort livet lettere for specielt de mere følsomme industrier, herunder fødevareindustrien. Konceptet CryoClean tørisrensning fra gasvirksomheden AGA gjorde det muligt at udskifte vand og rengøringsmidler med den mere miljøvenlige og effektive tøris; mere præcist CryoPellets, som - med en temperatur på minus 78,9°C - under tryk blæses på urenhederne, der løsnes og springer af. Uden brug af vand samt uden at skabe kondens og gøre skade på emnet - selv på svært tilgængelige steder. Nu har virksomheden taget skridtet videre.
CryoCIP roterende rengøringsdyse
"Baseret på vores erfaringer med CryoClean kunne vi se fordelen i at videreudvikle metoden - så snavs, urenheder og rester af produktet ikke blot løsnes, men også opsamles via en cyklon, hvis beholder herefter kan tømmes," fortæller Flemming Kay, markedschef for området levnedsmiddelgasser hos AGA. "Resultatet blev CryoCIP - en kombination mellem en CryoMax fra CryoClean serien og et støvsugerprincip i form af cyklonen."
Den nye CIP-dyse fra AGA, som lanceres under motto "The new way of cleaning", kan monteres i eksisterende udstyr samt i alt nyt. Der kan endvidere monteres mere end én CIP-dyse i et anlæg, hvis dette er påkrævet, hvorefter rengøringen kan ske uden at urenheder og restgas spredes rundt i anlægget eller lokalet.
"Udbyttet for fødevareindustrien ligger naturligvis i det kvalitetssikrende og tidsbesparende aspekt - og kan ligeledes ses som en mulighed for at reducere produktspild. Tager du for eksempel klæbrige produkter, som tyggegummi eller chokolade, bør massen, som sidder tilbage i blanderen, i realiteten kunne samles op og bruges i den videre produktion," forklarer markedschefen fra AGA.
I CryoCIP serien findes endvidere et fastmonteret system til rengøring af bånd, som muliggør for eksempel produktskift uden at stoppe produktionsprocessen for rengøring. Serien afsluttes med en "gulvmoppe", som kan rengøre jævne og glatte flader, så som gulve og vægge, uden at urenheder eller restgas sendes rundt i lokalet. CryoCIP systemet har AGA udviklet i samarbejde med virksomheden Stockham Process.