Fødevareministeriet

Regeringen har igangsat ni store forskningsprojekter under forskningsprogrammet "Fremtidens Fødevaresektor" med et samlet budget på 73 mio. kr.

Programmet fokuserer på fødevarekvalitet, fødevare­sikkerhed og fiskeopdræt. Formålet er at styrke fødevare­sektorens internationale position som et forsknings­baseret erhverv, der benytter højteknologiske metoder og prioriterer forbruger­sikkerhed som en afgørende forudsætning for Danmarks produktion og eksport af fødevarer.

"Vi skal fastholde en af de vigtigste industrier i dansk erhvervsliv og derfor er det vigtigt, at vi nu blandt andet får videreudviklet fødevarernes kvalitet og egenskaber ved hjælp af nye teknologiske muligheder", siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt, der understreger, at mange af projekterne foregår i samarbejde med fødevareerhvervet, så de hurtigt kan udnytte den nye viden.

Familie- og forbrugerminister Lars Barfoed udtaler: 
"Mange nye udfordringer omkring fødevare­sikkerhed opstår, fordi producenterne ændrer teknologi eller produktions­praksis, og forbrugerne ændrer vaner. Det er derfor også væsentligt at have disse aspekter med. Jeg er godt tilfreds med, at flere af projekterne handler om, hvordan vi bedst kan undgå bakterier, når dyrene bliver slagtet og maden produceret. Vi skal bruge den nye teknologi til at få sundere og bedre fødevarer."

De ni forskningsprojekter handler om:

  • At bekæmpe Campylobacter i fjerkræ

  • At udvikle bakterieafvisende overflader ved hjælp af ekstrakt fra fisk

  • At minimere sundhedsproblemer hos kvæg og i mælk

  • At udvikle flere marinerede kødprodukter

  • At minimere risikoen for bakterieinfektioner fra svinekød

  • At udvikle nye fødevaresikkerhedsstrategier for produktionssystemer for animalske fødevarer

  • At skabe større dyrevelfærd og sundhed for dambrugsørreder

  • At bruge fødevarer til at bekæmpe allergi

  • At udvikle sunde og kulinariske fødevarer ud fra stivelse i byg

Projekterne er blevet udvalgt blandt 69 ansøgninger, hvoraf de 38 blev vurderet som fagligt støtteværdige. De er alle blevet vurderet af programkomiteen for Sundhed og Fødevarer under Det Strategiske Forskningsråd og Det Rådgivende Udvalg for Fødevareforskning. Da der vil blive uddannet 21 ph.d.-studerende, vil det medvirke til at fremtids­sikre dansk fødevareforskning.

Læs om de ni forskningsprojekter her.

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?