Fødevareministeriet
Fødevareministeriet har i dag sendt et forslag til en ny lov om biavl i ekstern høring. Lovforslaget skal styrke biavlen og modernisere og forenkle loven. Biavlens store samfundsmæssige betydning skyldes især effekten af biernes bestøvning. Uden honningbiens bestøvning ville såvel landbrugsproduktionen som naturen være dårligere stillet.
"Lovforslaget skal styrke grundlaget for biavlen i Danmark. Vi forbedrer blandt andet beredskabet over for bisygdomme ved at udnytte og udvikle samspillet mellem myndighederne og biavlere," siger Fødevareminister Hans Chr. Schmidt.
"Vi har haft en god og konstruktiv dialog mellem ministeriet og biavlerforeningerne som grundlag for lovforslaget. Mine ønsker om dialog, mere synlighed og større åbenhed er godt afspejlet i de gennemførte dialogmøder og i selve lovforslaget," siger Hans Chr. Schmidt, der blandt andet fremhæver, at lovforslaget vil indebære at det nuværende Statens Bisygdomsnævn får udvidet sit arbejdsområde både medlemsmæssigt og indholdsmæssigt.
Høringen af lovforslaget afsluttes den 20. december, og lovforslaget forventes fremsat i Folketinget i slutningen af januar 2006.