Gartneribrugets Afsætningsudvalg
Ny undersøgelse viser, at danskerne spiser dansk frugt og grønt som aldrig før. En tredjedel af danskerne køber mere dansk frugt og grønt i dag end for tre år siden, og æbler er blandt de mest populære frugter og grøntsager.¤
Undersøgelsen, der bygger på interviews med 1.000 danskere, er gennemført af analysebureauet Wilke Markedsanalyse for Gartneribrugets Afsætningsudvalg.
36 procent af de adspurgte svarer, at de køber mere dansk frugt og grønt i dag, end de gjorde for tre år siden. Blandt de adspurgte personer med børn er tallet oppe på 39 procent. Og 62 procent svarer, at over halvdelen af frugterne og grøntsagerne i indkøbskurven er dyrket i Danmark.
For 33 procent af de adspurgte er det desuden vigtigt eller meget vigtigt, at frugten og grøntsagerne er dyrket i Danmark.
Frisk og velsmagende
Årsagerne til danskernes stigende præference for dansk frugt og grønt skal tilsyneladende findes i friskheden, kvaliteten og smagen. De tre egenskaber er i hvert fald topscorerne, når de adspurgte skal svare på, hvad de forbinder med dansk frugt og grønt.
Således siger 45 procent af de adspurgte i undersøgelsen, at de forbinder dansk frugt og grønt med egenskaben "frisk", mens henholdsvis 30 procent og 26 procent giver danske frugter og grøntsager skudsmålene "kvalitet" og "velsmagende".
Tallene kommer ikke som en overraskelse for Laurits Balle, der er formand for Gartneribrugets Afsætningsudvalg.
"Danskerne får i stigende grad øjnene op for dansk frugt og grønts store kvaliteter. Samtidig har de danske avlere i årevis arbejdet systematisk med at forbedre kvaliteten, hvilket formentlig også har været med til at øge interessen for dansk frugter og grøntsager," vurderer Laurits Balle.
Æbler mest populære
En af de mest populære frugter og grøntsager er ifølge Laurits Balle det danske æble, som dyrkes af omkring 400 danske æbleavlere landet over.
"Det danske klima er perfekt til æbledyrkning, og de danske æbler er gode både som spiseæbler og i madlavningen. Derfor er det klart, at æblerne er populære. I år gik den danske æblebranche desuden for første gang sammen om at fejre årets æblehøst, og det har heller ikke gjort interessen for dansk æbleavl mindre," siger Laurits Balle.¤¤
Fejringen af æblehøsten havde karakter af en landsdækkende æblefest, hvor avlerne åbnede deres plantager for publikum. Der blev også afholdt en velbesøgt Æblets Dag i Gråsten, hvor netop Gråsten-æblet blev kåret som Danmarks Nationalæble.