I skolerne, børnehaverne og fritidshjemmene sidder børnene og sorterer maden i sundt & usundt. Dette skyldes hovedsageligt, at lærerne og lederne på skolerne og i børneinstitutionerne har en forudindtaget mening om, hvad der er sund kost og ikke sund kost.
Deres egentlige viden om ernæring er ikke særlig stor, bl.a. fordi kost ikke i særlig grad indgår i deres uddannelse, og derfor bliver den røde tråd om børnenes mad og drikke, hvad de hører og læser hist og pist, fx i fjernsyn og aviser.
Ernæring er ikke noget, man bør flakse rundt med. Man skal ikke tro. Man skal vide!
Det der er foregået i lyset af udokumenterede påstande og analyser i de seneste fem til ti år¤om kost til børn vil sandsynligvis få uheldige helbredsmæssige konsekvenser for den kommende generation.
Børn skal have kost med masser af energi! Hellere lidt for meget end lidt for lidt.
Især morgenmåltidet skal bestå af mindst 30% af det samlede daglige energiindhold, og sunde og glade børn får sandsynligvis hyppigt sødmælk, juice, brød, smør, marmelade, ost, æg, honning, kornprodukter, frugt, burgere og wienerbrød. Ligesom mange voksne kan lide en øl til frokost, så skal børn også have lov til at glæde sig til en wienerbasse eller andet lignende godt.
Børn udfolder hele dagen stor energi. De skal være oplagte i skolen, de skal have kræfter til sport o.a., og de skal, men det hører man ikke så meget om, vokse fysisk som psykisk på den rigtige måde. I øjeblikket løber en kampagne over tv skærmen om, at børn skal røre sig i mindst 60 minutter om dagen. Det minuttal slår langt langt de fleste børn. De er nemlig oppe over 150 minutters fysisk aktivitet om dagen!