Fødevareministeriet
Dansk landbrug har ikke anvendt antibiotiske vækstfremmere siden 1999, og nu følger resten af EU trop.
Fra 1. januar 2006 er det ikke længere tilladt at bruge antibiotiske vækstfremmere i EU. Det er et mål, Danmark har arbejdet frem mod i en årrække. Brugen af antibiotika som vækstfremmere betyder, at stofferne gives til alle dyr via foderet og ikke kun til dem, der er syge, og det kan give anledning til resistens hos bakterier. Hvis bakterier bliver resistente overfor typer af antibiotika, vil man ikke længere kunne bruge stofferne mod sygdomme fremkaldt af disse bakterier. Derfor har det været dansk holdning, at antibiotika skal reserveres til syge dyr og mennesker.
Udfasningen af antibiotika i EU blev vedtaget under det danske formandskab i 2003 i forbindelse med forordningen om fodertilsætningsstoffer.
"Jeg er stolt over, at den danske mærkesag om at antibiotika skal reserveres til syge dyr og mennesker, nu bliver realiteten i alle EU-lande. Danmark har været foregangsland, og resten af EU følger trop," siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt.
I Danmark blev de antibiotiske vækstfremmere udfaset i 1998-99. Det var ikke været på grund af et dansk forbud, men på grund af en frivillig aftale mellem grovvarebranchen, landbruget og slagterierne. Forbudet mod antibiotiske vækstfremmere den 1. januar 2006 vil derfor ikke betyde nogen ændring for dansk landbrug.
Derimod vil landbruget i resten af Europa nu også skulle producere uden antibiotiske vækstfremmere ligesom dansk landbrug.