Fjerkræ skal holdes inden døre og under tag, men forbrugerminister Lars Barfoed overvejer i øjeblikket, om de skærpede regler for hobbyhøns skal strammes yderligere, da der er flere eksempler på, at reglerne er blevet brudt.
Det vil være dybt uansvarligt, hvis fjerkræproducenter reagerer ved at lave et midlertidigt stop i deres produktion, mener formand for Dansk Erhvervsfjerkræ, Martin Merrild. Han advarer kraftigt mod at stoppe produktionen, mens fugleinfluenzaen er i landet. "Vi skal afholde os fra den slags anarkistiske tiltag. Det får konsekvenser for alle, hvis nogle begynder at bryde aftaler. Skal produktionen begrænses yderligere, må det aftales i branchen". Hvis en kyllingeproducent pludselig siger stop, så rammer det foruden slagterier også bl.a. leverandører af daggamle kyllinger til opdræt.
I øjeblikket vælter det ind med døde fugle, som skal undersøges. Situationen i det hele taget har fået forbrugerne til at droppe fjerkræ i en sådan grad, at fjerkræbranchen frygter, at udbruddet af fugleinfluenza i Danmark vil få forbrugerne til at vende fjerkræ ryggen. Producenterne trygler forbrugerne om at lade være med at gøre det, for det er sikkert at spise kyllinger, siger salgsdirektør Arne Jensen fra Rose Poultry. Det er nok lettere sagt end gjort, da politikere i årevis har indskærpet og indskærpet, at forsigtighedsregler om selv den mindste risiko for dette eller hint skal tages i betragtning over for forbrugerne.