Agrova Food

Årets rødkålssæson er netop skudt i gang, og på Samsø Konservesfabrik arbejdes der i døgndrift for at få julens rødkål klar til butikkerne. Efterspørgslen på rødkål fra Samsø er stor, og alene for 2006 steg produktionen til det dobbelte i forhold til året før.

Andesteg med kartofler, brun sovs og rødkål. Julen er traditionernes fest og den tid på året, hvor danske familier kaster sig over klassiske retter og gammeldags madlavning.

Det mærkes hos landets eneste danskejede konservesfabrik, Samsø Konservesfabrik. Her knokler både medarbejdere og maskiner på højtryk for at gøre de sidste spande og glas med rødkål klar til butikkerne. Og tendensen er klar: danskerne er vilde med rødkål fra Samsø.

"Vi oplever helt klart en stigende efterspørgsel på rødkål, og alene sidste år producerede vi dobbelt så mange rødkål, som året før," fortæller salgsdirektør Jan Kristensen fra Samsø Konservesfabrik.

Rødkålshoveder fra Samsø

Samsø Konservesfabrik bruger udelukkende danske råvarer i tilberedningen af rødkål. Samtidig er alle kålhovederne dyrket lokalt på Samsø, hvilket ifølge salgsdirektøren er en af forklaringerne på den stigende efterspørgsel.

Forbrugerne er vilde med rødkål fra Samsø og efterspørgslen er stigende
Forbrugerne er vilde med rødkål
fra Samsø og efterspørgslen er
stigende

"Der er ingen tvivl om, at det tiltrækker mange forbrugere, at vi som landets eneste dansk­ejede konserves­fabrik med god samvittighed stempler vores rødkål som typisk danske. På samme måde klinger navnet Samsø også godt i manges ører, og det smitter helt klart af på vores produkter," fortæller Jan Kristensen.

Sødet med brun farin

Succesen bag Samsøs rødkål er dog ikke kun de lokalt dyrkede kål. Også den specielle opskrift, som ligger bag, er med til at slå kålene fast på markedet.

"En af hemmelighederne bag Samsø Rødkål er blandt andet, at vi søder kålene med brun farin. Det giver kålene en mild og sød smag, som går godt i spænd med de syrlige kål," forklarer Jan Kristensen.

Koges som i gamle dage

Selvom Samsø Rødkål er fabriksfremstillede, er tilberedningen præcis som hjemmelavede rødkål. Kogningen foregår nemlig i store gryder under konstant omrøring.

"Vi koger kålene præcis som husmødre gjorde i gamle dage hjemme ved komfuret, blot i større målestok. Det giver en særlig smag, som sender tankerne tilbage til bedstemors kødgryder," slutter Jan Kristensen.

 

Rødkål fra Samsø kan købes hos landets supermarkeder og købmænd.

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?