Fødevareministeriet

Fra 19. februar og frem til 13. april kan skolerne søge om andel af 8 millioner kroner til gratis frugt.

Skoler kan søge om tilskud til Frugtkvarter og dermed tilbyde gratis frugt til deres elever i to måneder efter sommerferien. Tilskuddet skal få skolerne til at lave forældrebetalte frugtordninger efter gratisperioden, fx som et dagligt Frugtkvarter hvor eleverne i fællesskab spiser frugt midt på formiddagen.

Fødevareministeriet har bevilget 8 millioner kroner til pilotprojektet, hvis formål er at få børn til at spise mere frugt - af hensyn til deres trivsel og indlæring.

Handling bag måltidspolitik

"Vi skal give børn mulighed for at spise sundt - også i skoletiden. Som tidligere skolelærer ved jeg, at de fleste børn bliver sultne om formiddagen. De har brug for noget at spise for at bevare koncentrationen frem til spisefrikvarteret. Vores økonomiske tilskud til Frugtkvarter er en oplagt chance for skolerne til at sætte handling bag deres mad- og måltidspolitik," siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt.

Projektet giver ikke alene skolerne økonomisk mulighed for at kick-starte en frugtordning. Bag projektet står erfarne partnere, som har arbejdet med skolefrugt i mange år, bl.a. 6 om dagen og Kræftens Bekæmpelse. Det betyder, at skolerne på www.frugtkvarter.dk kan finde svar på mange praktiske og administrative forhold omkring etablering af Frugtkvarter. Og det betyder også, at de udvalgte skoler bliver indbudt til to regionale møder - både for at hjælpe skolerne i startfasen og for at gøre det nemmere for dem at videreføre Frugtkvarter med forældrebetaling efter gratisperioden.

Bedre klassekultur og indlæring

"Vi håber, at rigtig mange skoler har lyst til at deltage i projektet - både for elevernes og skolens skyld. Erfaringer viser, at et dagligt Frugtkvarter også bidrager positivt til klassens kultur, fællesskab og indlæringsmiljø. Og vi må ikke glemme Frugtkvarters betydning for elevernes sundhed, som vi alle har et medansvar for," siger Susanne Tøttenborg fra 6 om dagen.

Gode kostvaner grundlægges i barndommen. Og man får ikke gode kostvaner ved at lære om dem, men ved at spise sundt. Både danske og udenlandske undersøgelser viser, at skolefrugt er en meget effektiv måde at få børn til at spise mere frugt. Og fællesskabet i klassen omkring frugten betyder tilmed, at eleverne smager frugt, de ellers ikke ville have spist, at de taler om frugten og dermed får styrket deres maddannelse.

Projekt Frugtkvarter gennemføres i et samarbejde mellem 6 om dagen, Fødevareministeriet, Kræftens Bekæmpelse, Videncenter for Fødevarer og Sundhed (VIFFOS), CVU Lillebælt og Gartneribrugets Afsætningsudvalg (GAU).

Vigtige datoer

13. april: Ansøgningsfrist 
21. maj: Offentliggørelse af tilskudsmodtagere 
3. september: Frugtkvarter begynder på skolerne

Læs mere på www.frugtkvarter.dk

Kontakt


Fødevareministeren
Pressemedarbejder Karin Møller-Olsen
tlf. 2538 9593

6 om dagen 
Projektleder Susanne Tøttenborg, 
tlf.3525 7272 
e-post: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Direktoratet for FødevareErhverv
Souschef
Knud Bjerre,
tlf. 3395 8839, 
e-post: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. 

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?