Kilde: Fødevareministeriet

(4.5.2008) Den danske fødevareminister Eva Kjer Hansen var onsdag formiddag på talerstolen ved FAO-topmødet i Rom. Ministeren benyttede lejligheden til at komme med konkrete forslag til, hvordan det internationale samfund skal imødegå fødevarekrisen.¤

I denne uge er statsledere og ministre fra 40 lande fordelt over det meste af verden samlet i Rom for at diskutere fødevarekrisen. Den danske fødevareminister Eva Kjer Hansen var onsdag formiddag på talerstolen og benyttede lejligheden til at komme med konkrete forslag til, hvordan det internationale samfund skal imødegå krisen.

Ministeren kom også med et opråb til sine kollegaer.

"Vi kan ligeså godt indrømme det. I mange henseender er fødevarekrisen vores egen skyld, fordi vi i mange år ikke har investeret nok i landbruget.

Vi troede, at mangel på fødevarer og høje priser var et overstået problem. Vi tog fejl, og nu ser vi konsekvenserne.", siger fødevareministeren, der har tre konkrete bud på, hvordan fødevarekrisen kan løses.

For det første skal der ydes den nødvendige nødhjælp, når hungersnøden rammer. For det andet opfordrer Eva Kjer Hansen til øget investering i landbrugssektoren.

Globalt set er landbrugsprojekternes andel af udviklingsbistanden faldet fra 17 procent i 1982 til 3 procent i dag. Det er en udvikling, der skal vendes, mener fødevareministeren.

"Vi skal lave yderligere investeringer i landbruget - ikke mindst i Afrika. Den danske Afrika Kommission har understreget, at landbrug spiller en central rolle for vækst, beskæftigelse og bekæmpelsen af fattigdom.

Danmark bidrager i dag med 0,8 procent af BNP til udviklingsbistand, og vi opfordrer kraftigt andre lande til at bidrage til at realisere FN's mål på at 0,7 procent af landenes BNP går til udviklingsbistand."

For det tredje mener den danske fødevareminister, at frihandel er et helt centralt element i kampen mod mangel på fødevarer og stigende priser.

"Vi skal skabe incitament til investeringer og produktion for at få flere fødevarer i verden. Et af de vigtigste incitamenter til at investere og producere er, at man har lov til at sælge sine produkter over hele verden. Derfor er det klart, at eksportbarrierer, karteller og andre handelshindringer kun vil forværre situationen".

FAO-topmødet i Rom slutter torsdag, hvor en deklaration vil blive vedtaget.

 

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?