(19.6) Sydhavsøernes Frugtfestival. Arrangementet løber af stablen i dagene 20. og 21. september i Sakskøbing, på torvet, ved havnefronten og i nøje udvalgte miljøer i bybilledet. Frugtfestivalen afholdes i samarbejde med GAU (Gartneribrugets Afsætningsudvalg), som i år har valgt at afvikle Æblets Dag i Sakskøbing d. 20. september.

Sydhavsøerne er Danmarks lune hjørne med mere sol og mindre frost - ideelle forhold for træernes udvikling af frugter i høj kvalitet. Lolland, Falster, Fejø og Lilleø har i mere end 100 år været et toneangivende område i dansk frugtavl.

 

(19.6.) Fødevarekrise truer restauranter. De stigende fødevarepriser rammer nu de danske restauranter, som grundet af konkurrencesituationen prøver at undgå at sætte priserne op. I stedet må mange restauranter tænke alternativt, ved for eksempel at bruge mere fisk, der ikke er steget i pris, eller kombinere de dyrere retter med billigere. De hårdest ramte restauranter kan risikere at skulle lukke.

Lone Njor Hulth, direktør i Horesta, siger: "Vi kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvor mange procent der må lukke. For at klare sig vil nogle af dem slække på kvaliteten og forsøge at spare på personalet, for eksempel ved at lave buffeter." 24TIMER.

 

(18.6.) Danskerne elsker tomater. Danskernes forbrug af tomater er i løbet af ti år fordoblet, og det viser sig ved, at hver dansker årligt spiser over 30 kilo tomater. Det skriver Landbrugsraadets ugemagasin FoodCulture.

Sekretariatschef i Dansk Gartneri Flemming Nør - Pedersen mener, at det er de små snacktomater, som er årsagen til danskernes appetit på tomater.¤Landbrugsraadet.

 

(18.6) Roeproducenter giver Danisco sparket. Fredag fulgte de danske sukkerroeproducenter de svenske roeproducenters eksempel og sagde deres leveringsaftale med Danisco Sugar op. Dette er et kritisk tidspunkt for Danisco, da de er i færd med at opstarte et salg af sukkerdivisionen og i dag modtager bud fra tyske Nordzucker og franske Tereos.

Det er vurderet, at stabile leverancer af roer kan have en væsentlig effekt på den pris, Danisco kan få for sin sukkerforretning. Direktør i Danisco, Mogens Granborg siger: "Jeg er meget overrasket. Vi har tilbudt dem højere priser gældende fra 2009, som fuldstændigt matcher andre afgrøder". Landbrugsraadet.

 

(18.6.) Fra Mars til Unilever. Pr. 1.6 2008 har Jens Voldmester tiltrådt stillingen som adm. direktør i Unilever Danmark. Jens kommer fra en funktion som Country Sales Director i Mars Danmark A/S, hvor han siden 1995 har beklædt en række forskellige poster. Det er en erfaren og respekteret branchemand med stort kendskab til dansk detailhandel og FCMG markedet og et veludbygget kontaktnet, som den 1. juni 2008 overtog chefstolen i Unilever Danmark efter Hans Christensen.

 

(18.6.) Smileys mangler på hjemmesiden. På mere end hver tredje fynske restaurants hjemmeside kan gæsterne ikke tjekke restauranternes smileys, trods det har været et krav fra fødevarestyrelsen siden 1. maj i år. En netop overstået kontrol viser, at kun 26 restauranter ud af 74 virksomheder har lagt smileyerne ud på deres hjemmeside.

Hos Horesta beklager man de manglende smileys, men siger samtidig, at det kan være kompliceret for restauranterne at finde en løsning, og at det derfor kan tage lidt tid. DR. Fyn.¤¤¤

 

(17.6.) Kærlighedstallerken. Der er dømt dating, når råvarer og regioner mødes på den nye kærlighedstallerken designet med afsæt i Danmarkshjertet. På kærlighedstallerkenen mødes ingredienser og råvarer fra to regioner. To kokke tager de bedste lokale råvarer, tilbereder dem på fineste vis og serverer dem i en helt ny kombination på en smuk hjerteformet keramiktallerken.

Det er konceptet for kærlighedstallerkenen, som nu og de kommende måneder serveres på Restaurant Beghuset i Dragør og på Hotel Siemsens Gaard i Svaneke. Idéen er udviklet af Destination Bornholm i samarbejde med VisitDenmark med afsæt i arbejdet med TV-udsendelserne New Scandinavian Cooking/Smagen af Danmark, hvor Claus Meyer præsenterer gode danske råvarer og kulinariske traditioner fra 13 danske lokaliteter.

Bliver samarbejdsprojektet mellem Dragør og Svaneke en succes, er det tanken at udbrede koncept idéen til hele Danmark.

 

(17.6.) Rejsehold skal hjælpe små økologer. Fødevareministeriet sætter nu fart på udviklingen af kvalitetsfødevarer fra den store underskov af små og mindre økologer ved at investere i rejseholdet Økologisk Fødevarerådgivning.

Et nyt rejsehold skal rådgive små og mindre økologiske fødevareproducenter om produktudvikling og markedsføring. Målet er at få en opblomstring i produktionen af økologiske fødevarer fra gårdmejerier, møller, mosterier og bryggerier og andre mikro-økologer på de lokale og regionale markeder.

Fælles og individuel rådgivning, Det nye rejsehold tilbyder både individuel og fælles rådgivning og en mentorordning. Rejseholdet har brede kompetencer indenfor råvarekvalitet, produktudvikling, gastronomi, markedsføring, detailsalg og opbygning af kompetencer i hele produktionskæden fra jord til bord. Fødevareministeriet investerer 6,9 millioner kroner i rejseholdet over en treårig periode. Bag rejseholdet står Producentorganisationen Økosalg og Oplysning, som består af Arla, Thiese, Friland, Naturmælk og Urtekram. Konsulentbistanden ydes af Økologisk Landsforening. Læs mere om tilskudsordningen på www.fvm.dk¤

 

(16.6.) Klassiske sennepsglas i nye klæder. Bähnckes sennepsglas har sat sit præg på de danske spiseborde i 150 år. Det klassiske sennepsglas vækker barndommens bedste stunder til live hos rigtig mange danskere, men nu får det nostalgiske sennepsglas rundt omkring i de danske køkkenskabe følgeskab af et moderniseret sennepsglas.

En af årsagerne til, at Bähncke nu lancerer et nyt sennepsglas er nutidens krav til god emballage. Det gamle 330 grams glas var for mange forbrugere lige stort nok, og derfor har Bähncke valgt et mindre glas med plads til 250 gram sennep.

 

(16.6.) Blodtrykspatienter lever livet farligt. Mere end hver tiende dansker med for højt blodtryk tager ikke sin medicin. Det er en kendt sag, at forhøjet blodtryk forholdsvis nemt og enkelt kan behandles med blodtrykssænkende medicin. Det er også velkendt, at ubehandlet forhøjet blodtryk er livsfarligt eller invaliderende.

Alligevel tager kun 86 procent af danskerne med forhøjet blodtryk deres medicin. Det viser en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, SIF. Det er iøjnefaldende, at mere end hver tiende dansker ikke tager den medicin, der kan være med til at redde deres liv og helbred, mener Anne Illemann Christensen og Pia Vivian Pedersen, der står bag undersøgelsen. Hjerteforeningen.

 

(15.6.) Danskerne betaler overpriser for mad. Danskerne betaler ekstra høje priser på mad. Trods markant højere råvarepriser stammer en del af stigningen i forbrugerpriserne på fødevarer fra øgede indenlandske lønomkostninger og avancer, herunder til danske landmænd, skriver Nationalbanken i sin kvartalsoversigt.

Ifølge Landbrugsraadet, er det især lønudviklingen, der er skyld i, at fødevarepriserne stiger mere i Danmark end i resten af EU. I 2007 steg de danske lønninger væsentligt mere end lønningerne i resten af Europa. Det er hovedårsagen til, at fødevarepriserne det seneste år er steget mere i Danmark end i resten af EU. Lønninger udgør en stor del af de samlede omkostninger ved produktion af fødevarer. Jyllands-Posten.

 

(15.6.2008) København søger at få verdensudstilling i 2020. I så fald vil man ifølge Danmarks Radio i en periode på fire måneder, hvor verdensudstillingen EXPO finder sted, kunne forvente 25 til 30 millioner besøgende.

 

(15.6.) Vaccinationskampagne mod bluetongue skydes igang. Fødevarestyrelsen er i samarbejde med Dansk Kvæg, Dansk Fåreavl og Dansk Gede Union klar til den vaccinationskampagne, der fra midten af juli og frem til september 2008 skal sørge for, at kvæg, får og geder i den sydlige del af Danmark bliver vaccineret mod smitte med bluetonguevirus.

For at undgå nye tilfælde af bluetongue i Danmark og forhindre yderligere spredning af bluetongue, der de seneste par år har bredt sig op gennem Europa, har Fødevarestyrelsen nu indgået kontrakt med medicinalfirmaet Merial Norden. Firmaet skal levere 1,25 mio. doser vaccine mod bluetonguevirus type 8, som er den variant af sygdommen der findes i Nordeuropa.

"Vaccination er den eneste effektive måde, vi kan bekæmpe bluetongue på. Nu er aftalen på plads, og inden længe sætter vi vaccinationskampagnen i gang. Jeg håber, at alle de involverede parter i den forbindelse vil gå konstruktivt ind i arbejdet og spille med, så vi kan hindre, at danske dyr bliver syge af bluetongue," siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.

 

(14.6.) Turister flygter fra Fyn. Tal fra Danmarks Statistik viser, at den jyske del af Region Syddanmark hvert år modtager dobbelt så mange turister som Fyn. Der er kun to fynske byer på top ti over flest turistbesøg i Region Syddanmark, og det er Odense og Svendborg Kommuner. Kim Folmann Jørgensen, direktør for Syddansk Turisme, mener, at årsagen skal findes i, at man på Fyn kun har småskalaturisme, fordi man historisk set kun har brugt turismen som et nødvendigt onde, og derfor aldrig har satset 100 procent på det.

Mikkel Hemmingsen, udviklingsdirektør i region Syddanmark, påpeger desuden, at de fynske kommuner kunne blive bedre til at udnytte potentialet for turisme. Han udtaler, at Fyn kun udnytter Det Sydfynske Øhav og H.C. Andersen i Odense, men at de resterende fynske kommuner ikke er udviklet på samme måde.VisitDenmark.

 

(14.6.) En hjælpende hånd til landsbysamfundene. Det kan ofte være svært at få realiseret selv en god ide. Derfor har Landsforeningen af Landsbysamfund (LAL) sammen med Landdistrikternes Hus uddannet fem ildsjæle til Landdistriktskonsulenter, som kan lette vejen fra tanke til handling.

Det vrimler med gode ideer og tanker i landsbyer og landdistrikter, men mange af ideerne lider skuffedøden, fordi folk ofte ikke ved, hvordan de kommer videre, siger formanden for LAL, Ole Olsen, om baggrunden for foreningens nye initiativ.

 

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?