Artikler 2.6. 2010: Tarvelige måltider på menukortet | Virksomheder prioriterer grønne hoteller | Erhvervslivet vil igen tage på rejser

Tarvelige måltider på menukortet.

Hjemmelavet suppe fra pulverposen, friske fisk fra fryseren og frilandskalkun, der aldrig har været uden for en dør. 29 procent af de restauranter som Fødevarestyrelsen har kikket nærmere på, havde enten fiflet eller sjusket med anprisningerne på både hjemmesider og menukort. 

Det dokumenterer en målrettet stikprøvekontrol, som Fødevarestyrelsen i foråret har gennemført på restauranter i Storkøbenhavn og flere andre steder på Sjælland. Og det har fået fødevareminister Henrik Høegh til at bede fødevarestyrelsen om at nærlæse teksten på menuen på restauranter over hele landet, når de er på kontrolbesøg. Kontrolkampagnen har afsløret nogle grove eksempler på snyd med menukortet, og det er usmageligt.

Restauranterne lokker kunderne til sig under falske forudsætninger, og på den måde opnår de en helt uberettiget konkurrencefordel i forhold til de spisesteder, der sætter en ære i at servere et ordentligt måltid mad til en fair pris, siger fødevareminister Henrik Høegh.

Derfor er det godt, at fødevarekontrollen får fat i snyderne, for vi skal naturligvis kunne stole på, at der er overensstemmelse mellem det, der står på menukortet og det, som vi efterfølgende får serveret, siger fødevareministeren.

Jeg har derfor bedt Fødevarestyrelsen om at holde grundigt øje med, om menukortene holder, hvad de lover, når de er på smileybesøg hos en restaurant eller cafe i den kommende tid.

Den forstærkede indsats, er jeg sikker på vil have en afskrækkende og præventiv effekt overfor de restaurationer, der vildleder, siger ministeren.

Mere end hver fjerde af de 80 restauranter, som fik kastet et særligt blik på menukortet og varerne på køl, havde ikke rent mel i posen. Fødevarestyrelsen måtte således rykke ud med en sanktion i 23 tilfælde svarende til 29 procent.

I flere end hver sjette af de 80 kontrolbesøg, var overtrædelserne af reglerne for anprisninger så alvorlige, at restauranterne nu kan se frem til en bøde. I 11 procent af tilfældene gav Fødevarestyrelsen en indskærpelse.
Bøder blev blandt andet givet i et tilfælde, hvor en restaurant fremhævede sit køkken for at være økologisk, mens indskærpelser bl.a. blev givet i et tilfælde, hvor det hakkede kød blev anprist som friskhakket, men var gaspakket og havde en holdbarhed på fem dage. Fødevareministeriet.


Virksomheder prioriterer grønne hoteller

Danske virksomheder går målrettet efter miljøbevidsthed, når der skal bookes hoteller til deres kurser og konferencer. Det viser en undersøgelse blandt 118 møde- og konferencebookere.  Ifølge analysen er tre ud af fire konferencearrangører villige til at betale ekstra for at benytte et hotel, der værner om miljøet.

I Horesta er man positivt overrasket, for tidligere var det deres fornemmelse, at man som kunde næsten forudsatte, at der var taget initiativer til, at hotellet var miljøvenligt. MEALS.

 

Erhvervslivet vil igen tage på rejser

Mens erhvervslivet i snart lang tid har nedprioriteret deres rejseaktivitet, så ser det nu ud til, at der er ved at ske en positiv vending til igen at øge forretningsbesøg. Det kan vel¤ tages som et tegn på, at der er ved at komme gang i virksomhederne.

Det er konklusionen i en undersøgelse foretaget af VIA Travel Group på 18.000 skandinaviske forretningsrejsende og rejseindkøbere.

Omkring 70 procent af de deltagende i den omfattende undersøgelse forventer øget eller svagt øget rejseaktivitet i 2010 sammenlignet med 2009. I Danmark, hvor 8.500 forretningsrejsende har deltaget i undersøgelsen, forventer 70,9 procent øget rejseaktivitet.

Vi ser nu, at mange virksomheder stille og roligt øger rejseaktiviteten, men det skal altså ses i forhold til 2009, hvor rejsebudgetterne var barberet voldsomt ned. MEALS.



Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?