Firstfarms køber landbrug i Slovakiet

Firstfarms, der opkøber & driver landbrug i Østeuropa, har sat kløerne i Hospoda Invest og udvider sin slovakiske portefølje med svineproduktion. Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse. "Med købet af Hospoda Invest A/S underbygger vi vores ambitiøse vækststrategi om at blive et af Europas mest effektive og bæredygtige landbrug, samt vores strategi om risikospredning både geografisk og i driftsgrene," siger Anders H. Nørgaard, adm. direktør i Firstfarms, i meddelelsen.

JK Gabcikovos svineproduktionen er fordelt på fire forskellige lokationer inden for 5 km. Der er 2.300 søer med en årlig produktion af 75.000 grise, hvoraf 40-45.000 sælges som smågrise og 30-35.000 som slagtesvin. Eskild Hansen, bestyrelsesformand i Hospoda Invest A/S, fortæller, at salget er et tegn på rettidig omhu. "Vi har nu været i gang i 15 spændende år i Slovakiet, og opnået nogle ret gode resultater. Men vi må også erkende, at vi samtidig er blevet 15 år ældre. Vi begyndte at se os om efter en potentiel køber, der ville drive JK Gabcikovo videre i samme ånd, som den er hidtil er blevet drevet. Det er derfor med en god fornemmelse i maven, at vi i dag har lavet en aftale med Firstfarms A/S".

Med købet ejer FirstFarms en "jordbank" på over 8.500 hektar ejet jord samt over 11.000 hektar lejekontrakter - samlet 19.500 hektar landbrugsjord i drift. Ifølge Anders H. Nørgaard landbrugsproduktionen i Østeuropa er i en rigtig god udvikling, hvor prisen på jord er stigende, og efterspørgslen på svinekød er stor. "Vi forventer, at der vil være betydelige synergieffekter i forhold til FirstFarms' svineproduktion i Ungarn og Tjekkiet og vores eksisterende planteproduktion i Slovakiet," udtaler han.

Købet af Hospoda Invest forventes i 2019 at have en positiv påvirkning på Firstfarms' regnskab, oplyser selskabet. Årsregnskabet for 2018 offentliggøres 26. marts.
 
 
Dansk alkoholfrie øl er steget

Bryggeriforeningens medlemmer solgte sidste år knap 13 millioner dåser og flasker med alkoholfrit øl, og det var næsten en tredjedel mere end året før.

I Carlsberg har man ambitioner om at løfte salget af alkoholfrie øl til det dobbelte inden 2022, men ølproducenten er langt fra ene om at se en god idé i at brygge øl uden procenter.

Ifølge nye tal fra Bryggeriforeningen steg den danske produktion af alkoholfrit øl sidste år med 31,6 pct., og samlet åbnede danskerne sidste år knap 13 millioner dåser og flasker med alkoholfrit indhold fra de bryggerier, som producerer i alt 20 forskellige varianter.

"Det er svært at brygge godt øl uden alkohol til at binde smagen sammen. Men brygmestrene bliver år for år dygtigere til at brygge alkoholfrit øl, som smager rigtigt godt," udtaler Niels Hald, adm. direktør i Bryggeriforeningen i en meddelelse med henvisning til, at der for fem år siden kun var en danskproduceret alkoholfri variant på markedet.

En øl må betegnes som alkoholfri, hvis den indeholder 0,5 pct. alkohol eller derunder, og det er ifølge Bryggeriforeningen især forældre i børnefamilier, som lægger alkoholfrie øl i indkøbskurven. Der skænkes flest alkoholfrie øl i landets større byer.

"Succesen for alkoholfrit øl hænger givetvis sammen med, at flere forbrugere gerne vil have en aktiv livsstil. Blandt visse forbrugergrupper er alkoholfri øl blevet trendy," udtaler Niels Hald.

Salget af alkholfrie øl er vokset fra at udgøre 938.700 liter i 2014 til at udgøre 4,318 millioner liter i 2018.

 
Korn og kerner er godt for helbredet

Stort, årelangt forskningssamarbejde har dokumenteret, at fuldkorn i kosten er med til at holde type 2 diabetes og hjerte-karsygdomme fra døren. Det tværvidenskabelige Center for Gut, Grain and Greens, 3G, har i seks år skabt ny viden om de effekter, som dels et øget fuldkornsindtag og dels et reduceret indtag af glutenholdig mad har på menneskers helbred og tarmbakterier.

Hovedkonklusionerne fra samarbejdet bliver præsenteret på et seminar den 6. februar 2019 kl. 18.30, som interesserede kan følge med i via et live webinar. Centralt i 3G samarbejdet er to omfattende studier i mennesker af effekten af at spise en kost som er rig på fuldkorn eller fattig på gluten.

Det første studie viser, at når mennesker bytter raffinerede kornprodukter ud med fuldkornsvarianter, falder kroppens inflammationsniveau, hvilket er med til at sænke risikoen for at udvikle hjerte-karsygdomme og type-2 diabetes.

Især rugbrød har en god effekt på inflammationsniveauet. En kost, hvor de raffinerede kornprodukter byttes ud med glutenfattige produkter, giver derimod ikke en sporbar ændring i kroppens inflammationsmarkører.

"Vores studier er således med til at øge det videnskabelige belæg for kostrådet om at vælge fuldkornsvarianter for din sundhed, når du spiser brød, pasta og andre kornprodukter," siger projektleder for 3G Centret Tine Rask Licht, som er professor ved DTU Fødevareinstituttet.

Ændring i tarmbakteriesammensætningen: Mens forskerne i fuldkornsstudiet ikke har kunnet påvise en nævneværdig ændring i tarmens bakteriesammensætning som følge af kostomlægningen, resulterede den glutenfattige kost i en drastisk ændring i bakteriesammensætningen. Særligt de såkaldte bifidobakterier forsvinder, når kosten er glutenfattig.

Forskerne konkluderer, at den primære årsag dog ikke er fraværet af glutenprotein men i stedet fraværet af de kostfibre, som findes i korn (hvede, byg og rug), og som man derfor ikke får, når man spiser glutenfattigt. Disse typer af fibre er nemlig kendt for at fremme bifidobakterierne.

"Det er en interessant observation, da vi sædvanligvis forbinder tilstedeværelsen af bifidobakterier med en sund tarm," bemærker Tine Rask Licht. Hun er dog forsigtig med at konkludere noget ud fra fraværet af disse bakterier.

Flere deltagere rapporterede, at de følte sig mindre oppustede, når de spiste den glutenfattige kost end på kontrolkosten, som indeholdt mange raffinerede kornprodukter. Det skyldes med stor sandsynlighed, at den ændring i sammensætningen af tarmbakterier, som forskerne så, resulterede i mindre gasudvikling i tarmen.

"Hvis du døjer med oppustethed, hvilket naturligvis kan være rigtig ubehageligt, og derfor vil holde igen med kornholdige produkter for at få en bedre mavefornemmelse, vil jeg opfordre til at droppe de hvide, raffinerede brødtyper. For ryger rugbrødsmaden og fuldkornsbrødet også,  går du jo glip af den sundhedsgevinst, som vores studier har vist ved indtag af fuldkorn," forklarer Tine Rask Licht.

Stor og god investering og 3G har i alt modtaget 35 millioner fra Det Strategiske Forskningsråd/Innovationsfonden. Derudover har projektets partnere bidraget med 20 millioner i medfinansiering.

"Et tværvidenskabeligt samarbejde, der kræver så mange forskellige discipliner, som det har været tilfældet i 3G Centret, koster mange penge, giver mange udfordringer og tager lang tid. Det er dog en nødvendig tilgang for at løse så¤stor en samfundsudfordring som  forebyggelse af livsstilssygdomme. I min optik er den store investering alle pengene værd, hvis vores forskning kan være med til at nedbringe de store menneskelige og økonomiske omkostninger ved type 2 diabetes og hjerte-kar sygdomme," siger Tine Rask Licht.

Diabetes koster ifølge et studie fra Diabetesforening og Syddansk Universitet det danske samfund omkring 87 millioner om dagen, og ifølge Hjerteforeningen er hjertekarsygdomme skyld i hvert fjerde dødsfald i Danmark.


PRESSEN & POSTEN
 
07-02-2019 | Takeaway tjenesten Delivery Hero kommer godt ud af 2018 med et stigende salg på 56 pct. Selskabet gør klar til at skære hjemmemarkedet Tyskland fra for at øge fokus på vækstmarkeder. (MEALS)

07-02-2019 | Carlsberg topchef Cees't Hart fik 9,3 mio. kr. ekstra i løn i 2018, og det er en stigning på 21,5 pct. til 52,5 mio. kr. Carlsberg-chefens lønpakke består af en fast løn på 12,3 mio. kr., en kontantbonus, der i 2018 udmøntede sig til det samme, og andre goder beløbende til 1,1 mio. kr. Derudover fik Cees't Hart også en aktiebaseret løn til en værdi af 26,7 mio. kr. som led i et langsigtet incitamentsprogram samt ikke-monetære goder til en værdi af 0,1 mio. kr. (MEALS)
 
06-02-2019 | Planteslagterne vil udfylde forskellen mellem veganere og kødelskere. Plantebøffer og -deller fra ny iværksætter skal hverken ligne eller smage som kød. Målet er derimod at ramme samme næringsindhold og kombinationen af sødt, salt og umami som kendes fra kød, fortæller medejer Henrik Have. (MEALS)

06-02-2019 | Orkla tvunget tilbage i krævende kvartal. Årsafslutningen i det norske konglomerat blev ikke, som ledelsen havde håbet, og omsætningen gik tilbage med 2,4 pct. (MEALS)
 
05-02-2019 | Flere og større butikker er i støbeskeen hos Fakta. Coops discountkæde har været igennem fem hårde år, men nu skal Fakta igen i offensiven. Kædedirektøren forventer 8-10 nye butikker i år, og de skal være større end tidligere. (MEALS)

05-02-2019 | Aurion leverer første underskud i ni år. Den nordjyske mel- og morgenmadsproducent Aurion har øget omsætningen, men sommerens tørke og sygdom blandt flere medarbejdere sender bundlinjen i rødt. (MEALS)
Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?