Et af sidste uges større emner i radio og tv var, at man kunne berette om en undersøgelse, som viste, at skilsmisseprocenten i Danmark var så høj som ingensinde før. Men en af de ting, som radio og tv måske skulle have haft med, og som de var bekendt med, var, at det ikke mindst er blandt de såkaldte grønne ægteskaber, at det hurtigt knager i furerne. Ugebrevet MEALS har i flere artikler og senest i uge 34/2000 gjort opmærksom på denne side af sagen.
Mange mennesker, ikke mindst de unge, har i de senere år i stor udstrækning fundet sammen i en "grøn” livsstil. Ikke fordi det behøver at være egentlig økologisk; men det skal bære præg af en holdning til sunde og miljøvenlige produkter. Det er lige fra malingen til lejligheden, resurseforbrug, morgenmaden, madpakken, rengøringen, aftensmaden, el- og vandforbrug, husholdningsmaskiner, affald, dyreetik, personlig adfærd, nej tak til rygning og andre eksempler kunne på stribe remses op.
Men der skal som bekendt to til et ægteskab, og derfor kan det give konfrontationer, hvis den ene part skriver ØKO foran alt, hvad der skal købes, medens den anden part er mere nøjeregnende med budgettet.
Det grønne ægteskab koster vel cirka 20% mere end det traditionelle, og denne forskel kan meget hurtigt, trods de gode hensigter i starten af ægteskabet, vise sig at give problemer. Som bekendt bides hestene, når krybben er tom! Det er trist at ødelægge sit ægteskab eller skulle gå ned med sin forretning på grund af dårlig økonomi forårsaget af de langt dyrere grønne tiltag, som end ikke er ordentlig dokumenteret. Det er næsten altid fødevare- og miljøministeren, som sætter dagsordenen for det sunde og det usunde; men objektivt set burde det vel først og fremmest være sundhedsministerens opgave at fastslå sådanne emner.
