Da det klonede får Dolly mødte verdenspressen i februar 1997, startede det en voldsom debat om kloning af både dyr og mennesker. Herhjemme førte debatten om Dolly til, at samarbejdsorganet Biosam blev dannet. Det har styrket debatten om kloning ganske betydeligt og givet et bedre grundlag til at forholde sig til både muligheder og farer ved de nye kloningsteknikker.
Som sagt i februar 1997 blev fåret Dolly præsenteret for verden, og Dolly, der stadig lever er den første levende klon af et voksent pattedyr. Hun blev skabt af en celle fra et yver på dens mor/tvilling, et ubefrugtet æg og et langvarigt arbejde af forskerholdet på Roslin Institute i Skotland. Præsentationen af Dolly fik vidtrækkende konsekvenser. En lang række lande reagerede med forbud mod menneskekloning og begrænsninger på kloning af dyr.
I Danmark tog en række af de offentlige råd og nævn diskussionen op, og den 9. april 1997 afholdt Teknologirådet en høring i Folketinget om kloning af dyr. I maj måned samme år fulgte Folketinget op med en forespørgselsdebat F 64, og ved denne debat opfordrede Folketinget regeringen til at sikre, at der i tide kunne gribes ind over for udviklinger der "krænker samfundets etiske normer samt skabe grundlag for en fornyet debat i befolkningen og i Folketinget om de etiske grænser for forskningen”. Det var denne beslutning, der førte til, at Forskningsministeren nedsatte BIOSAM.
I september 1999 udgav Det Etiske Råd ”Det menneskeskabte menneske – fremtiden med genetik og kloning”. Udgivelsen indeholder oplæggene fra Rådets debatdag den 25.3.1999, og formand Linda Nielsen opsummerede dagens debat med at fastslå, at reproduktiv kloning er uacceptabelt; men hun påpegede samtidig, at kloningsteknikkerne kunne medvirke til lægemiddelfremstilling, organer til transplantation (terapeutisk kloning) og grundforskning. Hun anbefalede derfor, at man i Danmark forbereder sig på, at disse teknikker vil komme til os fra udlandet.
De etiske diskussioner fra udlandet Storbritannien, EU og USA viser, at man bevæger sig mod en accept af, at forskerne kan bruge fosterceller til forskning. Dette begrundes i de meget store muligheder for sygdomsbehandling, der er i brugen af stamceller.
