Listen af såkaldte NGO’er (Non-Goverment Organizations) er efterhånden alenlang. Alligevel ønsker miljø- og energiminister Svend Auken den udvidet. Han hælder i øjeblikket mange millioner skatteyderkroner i en række organisationer, hvis primære formål synes det er at tækkes ministeren og hans ministerium.

Man må se med stor skepsis på, at NGO’erne kan kalde sig regeringsuafhængige, når flertallet af miljøorganisationerne herhjemme eksisterer på miljø- og energiministerens økonomiske nåde. Berlingske Tidende har i en artikel ligefrem skrevet, "at miljø- og energiminister Svend Auken, som gerne koketterer med, i forhold til befolkningens størrelse, at have skabt verdens største miljøministerium, nu også kan bryste sig af at have skabt verdens største statsfinansierede flok af miljørygklappere”.

Der er mange eksempler på, at regeringen kun meget svært tåler andres meninger (det har vi her på bladet fået at føle, da vi i sin tid skrev, at miljøafgifter ikke er til alene for miljøets skyld, da modtog vi straks en afbestilling på ministeriets abonnement). Det er trist, når pressen ikke uden konsekvenser må skrive, at en væg er blå, hvis den er det.

Formålet med de mange penge er naturligvis at fremme de områder, som staten er interesseret i. Men organisationerne bliver forblændet af de mange millioner, og så snitter de deres ideer til, så de passer, og laver i virkeligheden noget andet end det, de egentlig ville. På den måde dirigerer staten hele miljøbevægelsen.

Laue Traberg Smidt, tidligere direktør i Red Barnet og tidligere bestyrelsesmedlem i den tre mand store bestyrelse for Den Grønne Fond (modtager ca. 45 millioner) har udtalt, at Den Grønne Fond bør nedlægges, da den arbejder alt for forudsigeligt. Miljøorganisationerne modtager ca. 24 millioner kroner fra staten, men beregninger viser, at kun ca. 25% anvendes til egentlige miljø-formål.

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?