Der er stor trængsel fra medier, nævn, råd, udvalg m.v. efter at sikre sig personer, som besidder en viden om, at befolkningen skal afholde sig fra fødevarer med mere end 30% fedtkalorier. Hvis disse personer tillige har evnen til, som man siger, at tegne og fortælle, så højner det deres kapacitet, mener mange mediefolk, politikere og andre, som ønsker at få budskaber igennem.

For nogle dage siden så man en af de mest foretrukne i ernæringsspørgsmål professor Arne Astrup iklædt forklæde lette på grydelåget i tv køkkenet for at snuse til en af sine vandholdige retter samtidig med, at han fremførte en bandbulle mod den nylig udsendte kogebog fra Karolines Køkken.

På et pressemøde for et par måneder siden på Hotel Prindsen, Roskilde blev kogebogen lanceret med håbet om, at den, med sine 51 madopskrifter, vinforslag og råd & tips om borddækning, kunne blive en inspiration for folk, som skulle holde lidt fest og farver.

Efter at have afprøvet flere af Kogebogens opskrifter anmeldte MEALS den i ugebrev 33/2001 og skrev blandt andet, at bogen var et fint udtænkt lille værk, som sammen med de tidligere udsendte mere traditionelle kogebøger passede godt ind i mange danskeres Karoline Køkken samling om madopskrifter.

Selvom vi ved nogle af retterne mente lidt anderledes end Karolines Køkken - fx med hensyn til sammensætning af tilbehør - kunne vi ikke finde noget at kritisere.

Smag og behag kan man diskutere; men når Arne Astrup og Hjerteforeningen raser over, at Karolines Køkken til sin ærtesuppe anvender piskefløde og cremefraiche, som virkelig er prikken over i’et i denne suppe, så kunne han ligeså godt nævne, at bryllupskagen gør bruden tyk, fordi den også indeholder mere end 30% fedtkalorier.

Det er fuldkommen rigtigt, at for mange kalorier feder; men hvis man ikke til en fest må komme ud over luftsteg og vindfrikadeller, så begynder det hele - også fru Jensens fødselsdag på plejehjemmet - at blive for surt.

Vi er naturligvis helt enige i, at man skal være påpasselig med ikke at blive tyk, men om dette emne har MEALS - om nogen - i årevis skrevet i stribevis af artikler; men går man, som mange af tidens kalorie fedtsyle har for vane, over gevind, så kan budskabet for mange blive farligt. Emnet er ikke bare sort eller hvidt.

Danskerne mellem 30 og 60 år vejer i gennemsnit 9½ kg for meget i forhold til ideal vægt. Dette tal skal ned; men den nutidige og højt besungne slimline er for flere og flere et stort problem, og derfor bør personer, som kostfaglig har indflydelse, sikre sig, at de hele tiden skaffer sig alsidig aktuel viden, så de præcist ved, hvad de anbefaler til hvem.

Der cirkulerer undersøgelser om, at børn og voksne nu om stunder er federe end tidligere; men resultaterne af disse undersøgelser er efter vor mening ikke brugbare, fordi de bygger på usammenlignelige udgangspunkter.

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?