Landbruget er på katastrofekurs, hvis tendensen fortsætter med, at landbrugselever i stort omfang opgiver en tilværelse som landmand.
Problemet med det store frafald ligger helt tydeligt i anden praktikperiode.
Næsten ingen forlader uddannelsen under skoleperioderne, ligesom første praktikperiode heller ikke skaber problemer.
Det er først i anden periode, hvor eleverne i stor udstrækning er på egen hånd, at det "virkelige landbrugsliv" går op for eleverne - og de springer fra!
Flere organisationer er stærkt fremme med synspunktet, at det er arbejdsgiverne, som ikke forstår, hvad der kræves af at have elever.
Det er fremme i debatten, at de etablerede gårdmænd bare er ude på at udnytte eleverne som billig arbejdskraft.
Det kan man kalde billig argumentation overfor folk, som med stor arbejdsindsats og personlig risiko i høj grad har været med til at bære dette samfund frem! Man foreslår ligefrem, at gårdene skal have godkendelse & certifikat for at måtte antage landbrugselever.
Næsten alle forslag går ud på, at man skal indrette vilkårene for eleverne bedre og bedre.
Selvfølgelig er der ingen, som synes, at eleverne ikke skal have tålelige forhold; men uddannelse kræver, at man lærer at gøre en indsats!
- Ikke mindst hvis man ønsker en landbrugsuddannelse, hvor man må indstille sig på lange arbejdsdage, korte ferier og økonomisk risiko for konkurs bl.a. på grund af de hastigt skiftende og ofte vidtløftige produktionsideer.
Det er nok ikke så meget arbejdsgiverne, men det er nemt at give dem skylden, som det er de triste udsigter for erhvervet og dets vilkår som helhed, som får eleverne til at springe fra i tide.
Ved eftertanke forstår man eleverne...
