Polar IS
Direktør Jens Jørgen Sørensen, Polar Is A/S i Thisted kunne den 31. maj fejre 60 års fødselsdag.
Jens Jørgen Sørensen er søn af mejeriejer Sigurd L. Sørensen og opvokset på mejeriet Pasteur i Thisted. Som færdiguddannet mejeriingeniør startede han herefter som teknisk leder i faderens virksomhed. I 1967 overtog Jens Jørgen Sørensen sammen med broderen Finn ansvaret for virksomheden og i 1970 flyttede brødrene mejerivirksomheden til helt nye, moderne bygninger i udkanten af Thisted.
Fra at være en lokal, jysk fabrik fremstår Polar Is i dag som en stor, landsdækkende isproducent med en stadig stigende markedsandel og en betydelig eksport. Samtidig er Polar Is i dag den eneste rent danskejede isfabrik.
På TEMA messen i Bella Center i 2001 opnåede Polar Is en fornem anerkendelse ved at modtage TEMA prisen.