Statsminister Anders Fogh Rasmussen har sagt, at succeskriteriet for Danmarks forestående halve års formandsskab er, at man på topmødet vedtager at optage op til ti øst- og centraleuropæiske lande i EU.
Vi ønsker ikke at inddrage afdøde Storm Petersen i en diskussion om EU, for dét fandtes ikke på hans tid, men vil blot henvise til hans ord om, at det er svært at spå om fremtiden. Den Europæiske Union ønsker, som navnet siger, at omfatte samtlige eller i hvert fald langt de fleste lande i Europa, hvor enigheden fra vugge til grav forudsætteligt er nedfældet i traktater. Mange unioner mellem en række lande har i tidens løb være etableret eller drømt, men de er alle, som vi kan læse om, historie.
Der er til stadighed diskussioner landene imellem om det ene og det andet, som man på trods af "samhørigheden" ikke vil være med til. Danmark fx har sine fire forbehold, feta osten, fiskeflåde ophug, nitrat & nitrit, pesticider m.v., mens andre lande har andre kæpheste. Naturligvis er der meget, som skal tilpasses før alt, som det forventes, bliver fryd og gammen; men der er ét område, som, hvis der ikke er lige konkurrencevilkår landene imellem, vil få det hele til at gå op i limningen, og det er LANDBRUGET!
På det seneste er Landbrugsrådets formand Peter Gæmelke også blevet alvorligt forskrækket for sit erhvervs fremtid. Han har ellers i årevis talt og talt for afskaffelse af landbrugsstøtten fra EU, så de frie kræfter kom til at råde. Han må åbenbart have troet, at Danmark i så fald kunne erobre om ikke hele banen så i hvert fald så meget, at vi ville komme i en ønskeposition.
MEALS har i årevis skrevet den ene artikel efter den anden om det danske landbrugs åbenlyse sårbarhed i forhold til fremtidens østeuropæiske kornkamre. Lad os bare i flæng nævne artikler som: Færre landbrug. Kom min bitte kippekalv kom min bette kvie, ingen vil holde takketale for mor, kan landbruget med fordel udliciteres, landmænd som kustoder.
Artiklerne er ikke skrevet for at være sortseer, men fordi vi alvorligt mener, at dansk landbrug - om ikke lige om hjørnet så i løbet af en ret kort årrække - i det kendte omfang vil være en saga blot.
De store østeuropæiske lande er arealmæssigt, klimamæssigt og arbejdskraftmæssigt ideelle til plante-og kvægavl, og det er nok det, som nu er gået op for Peter Gæmelke. Det helt synlige er, at Danmark på det seneste, hvor muligvis mere vil følge efter, er blevet presset ud af en del eksportmarkeder som følge af, at vi bliver udkonkurreret af korn fra Østeuropa. Alene siden nytår har eksportører fra Østeuropa sendt så store mængder korn i udmærket kvalitet ind i Europa, at prisen er faldet med ca. 20 procent.
Venstre og en række andre partier har advaret mod Peter Gæmelkes kursændring, og den er også markant, men derfor behøver den ikke at være forkert.
I første omgang vil regeringen ved kommende finanslovsforhandlinger nok forsøge at lette landbrugets skatter og afgifter; men ingen gør sig vist tanker om eller vil sige højt, hvad der beløbmæssigt skal til i de kommende år, og hvor pengene skal komme fra, hvis dansk landbrug i professionelt regi skal bevares.