Hvert land i Europa har sine egen specielle madtradition med retter, som i fortiden er lavet af de råvarer, som der har befundet sig i området. Ofte naturligvis også fordi de var billigere. Men efterhånden som forholdene er blevet bedre og økonomien stærkere, er de pågældende retter blevet mere forfinede - eller er de - og i mange tilfælde havnet på bordene i selv elegante restauranter.
Dette gælder fx biksemad. Denne udmærkede ret kan næppe falde ind under begrebet nationalret, men snarere bondekost fra den tid, hvor det gjalt om at tage vare på selv madrester. Før i tiden var den berømte biksemad en billig ret på restauranter, men også en ret som der ofte blev sjusket med. Billig var den, fordi arbejdskraften før i tiden ikke kostede særlig meget, så selv om retten tog lang tid, hvis den skulle laves ordentligt, så betød det ikke ret meget.
I vore dage kan man på mange restauranter også på de dyrere bestille biksemad; men en god biksemad er ikke nem at få.
Vi har besøgt en række restauranter, og ingen af disse steder kunne man i bedømmelse komme op over 3 stjerner ud af 6 mulige.
I og for sig var forskellen ikke særlig stor fra nogle af de industrielt fremstillede. Skal en biksemad have udmærkelse, og det bør den have til de priser, man forlanger for denne ret, skal den - som alt andet mad - tilberedes med omhu:
- Man skal man bruge tre pander!
- En til kød, som sandelig skal være frisk kød og ikke rester.
- En anden til kartoflerne som gerne må være råstegte.
- En til de finthakkede løg.
Alle tre ingredienser steges hver for sig og forenes først ved serveringen.
Men det vigtigste er, at både kød og kartofler er skåret med præcision i fine små terninger. Heri ligger hemmeligheden ved en god biks. Ikke de ulige store terninger som man, også i nogle af de ovennævnte besøgte restauranter, bliver præsenteret for.
Spejlæg bør der også være til og syltede rødbeder.
