På en konference forleden kom fødevareminister Mariann Fischer Boel ind på en række forhold om bioteknologi.
Ganske vist var der ikke mange synspunkter, som uafhængige debattører ikke har fremført i årevis; men det afgørende nye var, at nu lagde regeringen med fødevareministerens ord afstand til dommedagsprofeterne.
"Vi må ikke begrænse os selv så meget, at vi afskærer os fra nye landvindinger", sagde hun.
Som en af begrundelserne nævnte hun, at der i den 3. verden hvor udviklingen af planter med bedre ernæringsindhold og mindre behov for vand kan vise sig at blive af afgørende betydning i forhold til de millioner, der hvert år dør af sult. Ting WHO og herhjemme fx Røde Kors, Red Barnet og Folkekirkens Nødhjælp aldrig har sagt.
Man kunne måske spørge om den største og mest effektive ulandshjælp Vesten overhovedet kan yde ikke netop er udvikling af sådanne ernæringsmuligheder.
Til dem der længe har haft det store ord om forestillede konsekvenser, sagde hun ligeud: "Nogle vil sige, at vi ikke kender de langsigtede konsekvenser, og det må man give dem ret i, men vi kan kun handle på baggrund af de informationer, vi har til rådighed. Til dato har vi ikke set et eneste tegn på, at bioteknologi, under de kontrollerede former vi anvender, indebærer miljø- eller helbredsricisi.
På baggrund af de meget store problemer, som vi kan være med til at afhjælpe, skal man snarere spørge sig selv, om vi har råd til at afvise bioteknologien".
