Svineavlerne er så økonomisk hårdt klemt, at der snart ikke er råd til at købe foder til dyrene, og tilmed vil det blive endnu værre, bl.a. fordi det ikke er muligt for ret mange avlere at trække yderligere på kassekreditten.
Meals har i årevis skrevet om de mørke udsigter, dansk landbrug står overfor, men organisationerne har, lidt sorgløst mener vi, skubbet sådanne antagelser til side og håbet på, at situationen ville vende. Dansk landbrug har i årevis vendt og drejet mulighederne, men for 5-6 stykker slutter erhvervet hver eneste dag.
Gårdmandskonen har en betydelig andel i, at mange bedrifter overhovedet består den dag i dag. Hun har haft udearbejde, tillige hjulpet til her der og allevegne på gården samt passet børnene og ført husholdningen.
Man hører aldrig politikere eller organisationsfolk holde takketale for hende. Hun er beskeden og savner heller ikke forblommede ord. Alligevel er hun måske lidt ked af og måske også lidt bitter over at høre ministre og andre politikere antyde, at når hun er nedslidt, så er der vist ikke råd til den pension, hun var blevet lovet. Måske tænker hun en gang imellem: kunne de samme personer ikke også omtale deres egne fremtidige pensionsmuligheder.
I årevis har Venstre og Landbrugsrådet tilkendegivet, at de er tilhængere af aftrapning af landbrugsstøtten. Men nu, hvor mange af deres - måske tidligere - vælgere sidder i et vist "hus", der brænder, og hvor nøglen sidder udvendig, så er der næsten ingen grænser for, hvor meget de ønsker en øget landbrugsstøtte. Deres forklaring er, at det nu er en helt speciel situation (huset brænder); men det specielle er måske bare, at de ikke har reageret på løbende signaler, som selv en blind kunne se med sin stok.
Kristen Touborg, SF siger til Jyllands-Posten: "I de officielle skåltaler støtter regeringen landbrugsreformer og aftrapning af støtten. Derfor er det meget lidt betryggende, at den danske regering pludselig går ind for flere støtteordninger til landbruget."