Regeringen, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre har i dag indgået en aftale om vedtagelse af lov om dyrkning af genetisk modificerede afgrøder i Danmark.

De tre partier uden for regeringen har hidtil slået syv kors for sig bare ved tanken om GMO-tilladelse i det hele taget, men fødevareminister Mariann Fischer Boel har formået at give dem så tilpas indflydelse, at de nu hver for sig kan gå ud til deres bagland og forklare sig om lidt på den ene side og lidt på den anden side. Reelt vidste de tre partier under forhandlingerne, at GMO er kommet for at blive, endog i større, og større udstrækning, så hvis de overhovedet ville have nogen indflydelse, så var tiden kommet - og de sprang til...

Den danske model bliver EUs udgangspunkt

Fødevareministeren fremsatte lovforslaget om dyrkning af genetisk modificerede afgrøder den 19. februar 2004. Med aftalen bliver Danmark det første europæiske land, som får en model for sameksistens mellem genetisk modificerede (GM), konventionelle og økologiske afgrøder. Aftalen vil være udgangspunktet for det danske arbejde for fælles EU-regler om sameksistens. Den danske model bygger på princippet om, at det er GM-landmanden, som har ansvaret for at undgå spredning. Den nye lov forventes endeligt vedtaget den 4. juni 2004.

Loven vil bl.a. indeholde følgende krav:

  • Regler om dyrkningsafstande mellem GM og økologiske eller konventionelle marker. Afgrøder, som det i dag ikke er sikkert at dyrke, bliver ikke tilladt i Danmark.
  • Landmænd samt ansatte på GM-bedrifter skal have et såkaldt GM-kørekort. Der stilles også uddannelseskrav til andre, der skal arbejde med GM
  • Økologiske og konventionelle landmænd, der ikke dyrker GM-afgrøder, vil kunne søge Plantedirektoratet om kompensation, hvis værdien af deres afgrøde bliver forringet på grund af spredning fra nærtliggende GM-marker. Udgifterne til kompensation dækkes bl.a. af dyrkningsbidrag som GM-landmændene skal betale. Dyrkningsbidraget hæves fra 60 til 100 kroner pr. ha. Hensigten er, at der på længere sigt skal oprettes en forsikringsordning.
  • Naboer skal informeres om GM-dyrkning og på internettet vil der være offentlig adgang til oplysninger om, hvor GM-afgrøder dyrkes.
  • Fysisk kontrol af GM-bedrifter.
  • Informations- og forskningsindsatsen styrkes.

Samstemmende tilfredshed

Fødevareminister Mariann Fischer Boel udtaler:
"Jeg er meget tilfreds med, at et bredt flertal i Folketinget har bakket op om den første sameksistenslov i Europa. Med loven har vi fået slået fast, at det er GM-landmanden, som har ansvaret for at undgå spredning, og vi har fået fastlagt nogle principper, der sikrer forbrugernes frie valg for fremtiden. De kan nu være ganske trygge den dag, hvor EU godkender den første GMO til dyrkning på europæiske marker. Jeg er utrolig glad for, at Danmark har kunnet vise vejen på dette vigtige område, som hele Europa vil bruge som forbillede." Socialdemokraternes fødevareordførere, Ritt Bjerregaard og Nicolai Wammen, er ligeledes tilfreds med aftalen, og det samme gør sig gældende for miljøordfører Jørn Jespersen (SF) og Martin Lidegaard (R).

To år efter lovens ikrafttræden skal der desuden ske en evaluering af den danske model, for sameksistens-lovforslaget vedrører alene afgrøder, som er godkendt til markedsføring og dyrkning. Beslutningen om at godkende GM-afgrøder træffes i EU. Alle GM-afgrøder skal igennem en videnskabelig risikovurdering i EU i forhold til miljø og sundhed, før de kan godkendes.

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?