Efter cirka 15 års fokus på dyrevelfærd og etik, så kan man undre sig over, at dødeligheden blandt dansk kvæg næsten uden folkelig opmærksomhed er steget betydeligt ignnem disse år. Siden 1990 er dødeligheden i besætninger med malkekvæg steget fra 1,8 procent til 5 procent svarende til at 25.000 malkekøer årligt dør ude i besætningerne. Vi har for en del år siden rejst spørgsmålet om dødeligheden blandt kvæg for Kødbranchens Fællesråd (Danish Meat Association), men "problemet" med syge malkekøer var allerede dengang, og er det endnu mere i dag, at de ikke er meget værd.
Siden 1990 er gennemsnitsbesætningen steget fra 36 til 94 køer og store besætninger med over 100 køer er øget fra 400 til over 2000. Tilmed slippes køerne løs i takt med, at bindestaldene rives ned og erstattes af løsdriftsstalde. Dertil kommer, at der i de store besætninger kun er et minimum af personale, så selv om man skulle opdage en syg ko, så er der ikke tid til daglig pleje & pasning. Den får i stedet pistolen for panden!¤
- Efterhånden er dødelighedstallene så høje, at man må frem med forklaringer & foranstaltninger. I begyndelsen af januar 2007 indleder Dansk Kvæg i samarbejde med blandt andet slagterierne et projekt, der skal kortlægge, hvorfor så mange køer dør.
Vores bud på den hyppige dødelighed blandt kvæget er
at i løsdrift har de svageste køer vanskeligere ved at klare sig
at i løsdrift er det vanskeligere for landmanden at holde tilstrækkeligt øje med besætningen
at i løsdrift kan sygdom udvikle sig, uden at man lægger mærke til det
at når køerne bliver mindre værd tilkaldes dyrlægen ikke, men koen aflives
at kvægbrugene i stor udstrækning er blevet så store, at man betegner dem som industri
at dyrevelfærd og etik ikke mere er noget, der udspringer fra "kom min bette kippekalv" eller lignende tankegang.
