Højeste inflation siden 1996. 
(19/9) Den danske inflation har nået sit højeste siden 1996, og for første gang siden 2005 er den danske inflation højere end EU's. Det skete, da det EU-harmoniserede forbrugerindeks for Danmark på en måned steg fra 4,4 til 4,8 procent.

De varer som er steget mest i pris inden for de seneste 12 måneder er fødevarer, benzin og fyringsolie. Danmarks Statistik.


Stor vækst for dansk eksport. 
(19/9) På bare syv måneder er eksportvæksten¤steget med hele 7,9 procent, og det kan i betydelig grad hjælpe Danmark igennem en fremtidig krise.

Danmarks Eksportråd siger, at man næsten skulle tro, at det var løgn, men tallene viser, at der skal rigtigt meget negativt til, hvis vi ikke kommer ud af 2008 på en god måde. 
Konkurrenceevnen er ganske vist blevet ringere de seneste år, men til gengæld har den produktion, vi har tilbage et større værdiindhold, og derfor kan vi også bære et større lønindhold.

- Det tager modellerne over konkurrenceevnen normalt ikke højde for. MEALS.

 

Det kunne ikke ske i Danmark. 
(18/9) Mælkepulverskandalen i Kina har chokeret mange. Ifølge eksperter kan noget lignende dog ikke finde sted i Danmark.

Det er en chokerende sag. Vi har ikke tidligere set melamin anvendt på den måde i den globale mejerisektor. I en tid med stigende foder- og fødevarepriser er nogle producenter i Kina åbenbart fristet til at tilsætte dette stof for at få mest muligt for mælken, siger afdelingsleder Christian Bruun Kastrup fra Mejeriforeningens afdeling for kvalitet og fødevaresikkerhed. Landbrugsraadet.

 

Den danske Plovmand er på arbejde som aldrig før. 
(16/9) Danmark og det øvrige EU bliver nu pløjet op i alle ender og kanter. Økologer, naturfredningsfolk, politikere og mange andre ellers så kæphøje (selvsikker optræden) forholder sig tavse? Naturen er ellers i løbet af de seneste årtier blevet grønnere, men nu går udviklingen med raske fjed og uden indvendinger den stik modsatte vej.

EU's ophævelse af landbrugets tvungne braklægning har - åbenbart i fuld overensstemmelse med stort set alle parter - ført til, at ca. 830 kvadratkilometer natur er pløjet op på blot et år.

Danmarks Miljøundersøgelser vurderer, at landbruget vil opdyrke yderligere 370 kvadratkilometer tidligere brakjord i den kommende fremtid, hvis EU som ventet gør ophævningen af brakordningen permanent. MEALS.

 

Stor succes for nystartet indkøbsforening.
(16/9) Indkøbsforeningen Samhandel, der er et fælles initiativ under Danske Kroer & Hoteller og Danhostel Danmarks Vandrehjem, har efter blot et års eksistens fået så godt styr på leverandørsamarbejdet, at det har skabt genklang i turistbranchen.

Et lille år efter, at Danske Kroer og Hoteller og Danhostel Danmarks Vandrehjem gik sammen og oprettede indkøbsforeningen Samhandel, kan foreningen gøre status og konstatere, at medlemstallet er gået fra seks til 85 medlemmer, hvilket er ensbetydende med, at næsten halvdelen af alle Kroer & Hoteller samt Danhostels nu er med i samarbejdet.

En af årsagerne til succesen er de kontante fordele, som samarbejdet har betydet for de enkelte medlemmer. - Når vi kigger på tallene, så kan vi se, at vi allerede har formået at fordoble medlemmernes bonusindtjening, der fordeles efter, hvor meget det enkelte medlem køber i løbet af et år.

Det tegner til en fortsat positiv udvikling, der vil være med til at gøre det endnu mere attraktivt at være med i samarbejdet, lyder det fra indkøbschef, Anders Guldborg. Samhandel.


DF: Den Lille Havfrue skal ikke til Kina.
(16/9) Den lille Havfrue skal ikke flyttes fra Langelinie i København til Verdensudstillingen i Shanghai i Kina, hvis det står til Dansk Folkeparti.

Kulturordfører Karin Nødgaard (DF) vil have økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) til at gå ind i sagen for at forhindre, at statuen sendes af sted. Karin Nødgaard understreger, at man bedre kan promovere København over for udenlandske turister, hvis Den lille Havfrue fortsat er i hovedstaden. Dansk Folkeparti.

 

Man kan sagtens købe gode fødevarer i discountbutikkerne.
(12/9) Fødevareministeren Eva Kjer Hansen (V) ønsker bedre smag og kvalitet i de danske fødevarer, og hun ønsker forbrugerne til at prioritere det. Dette budskab vil hun fremlægge, når hun mødes med 50 personer fra fødevareområdet til Smag Danmark Camp 08 i dag og i morgen. Her skal deltagerne komme med forslag til, hvordan de mener, at man kan sætte smag på Danmark.

Men på grund af de stigende fødevarepriser køber flere og flere forbrugere naturligvis deres madvarer i discountbutikkerne. MEALS.


Fødevarefremstød i Moskva
(12/9) I forbindelse med udstillingen World Food i Moskva arrangerer Landbrugsraadet i samarbejde med den danske Ambassade en række aktiviteter fra den 22.-24. september, herunder workshops og seminarer om fødevaresikkerhed samt en VIP-event Taste a Bite of Denmark med kokkeshow m.v.

Fremstødet har deltagelse af fødevareminister Eva Kjer Hansen. Rusland er blevet et stort marked for danske leverandører af bl.a. fødevarer og teknologi til fødevarefremstilling. De senere års økonomisk vækst har resulteret i øget købekraft blandt de russiske forbrugere. Den økonomiske vækst i 2008 forventes at blive 7,5- 8 %. Landbrugsraadet.

 

Tre gange flere millionærer.
(10/9) Danskerne har fået flere penge mellem hænderne. Det er især folk med særlig høj indkomst, der kan glæde sig over, at de er blevet endnu rigere. På 10 år er personer med en indkomst over 1 mio. kr. tredoblet.

Dét - og mange andre spændende konklusioner - kan man læse i publikationen fra Danmarks Statistik: Indkomster 2006, som udkommer i dag. MEALS.


Nye omkostninger vil skræmme endnu flere turister væk. (10/9) Regeringen vil med et nyt udspil forsøge at gøre op med mange års uenighed i turisterhvervet gennem en fælles strategi for turismen. Har man ikke tidligere kunnet blive enige om andet, så må man da nu, med større og større offentlige tilskud år efter år, kunne blive enige om, at færre og færre turister holder deres ferie i Danmark.

Danmark har i en årrække tabt markedsandele til næsten alle europæiske lande, men ifølge et nyt udspil vil seks nye regionale udviklingsselskaber i samarbejde med den nationale turistorganisation Visitdanmark nu for første gang forsøge at skabe enighed om en fælles dansk turistsatsning, og dermed give erhvervet en ny chance.

Det forlyder, at det private erhvervsliv som fx hoteller og udlejningsselskaber skal betale langt mere til kassen for en fælles markedsføring af Danmark som turistland. Det bliver spændende at følge, hvad det nu er, man vil markedsføre Danmark på.

En ting kan man være sikker på, og det er, at deres bidrag vil blive lagt over på deres omkostninger, og dermed gøre Europas næstdyreste turistland Danmark endnu dyrere!? MEALS.

Bendt Bendtsen træder tilbage.
(9/9) Bendt Bendtsen træder tilbage som økonomi- og erhvervsminister og formand for De Konservative. Bendt Bendtsen skal være De Konservatives spidskandidat ved EU parlamentetvalget til næste år.

Alt peger på at Lene Espersen bliver formand for Det Konservative Folkeparti og ny økonomi- og erhvervsminister. Dermed er der lagt op til en større rokade i regeringen. Det er sandsynligt at Brian Mikkelsen vil blive ny justitsminister.

Bendt Bendtsens beslutning bliver offentliggjort nu, fordi De Konservative i weekenden skal udpege en spidskandidat ved EU parlamentsvalget. DR Nyheder.

 

Butiksmesse i København.
(8/9) Nordens største fagmesse for handelen, easyFairs Butiksleverandører, arrangerer for første gang udstilling i Bella Center i København. Den 10. -11. september viser 100 leverandører det nyeste inden for butiksindretning, butiksinventar, it-løsninger, digital signage og meget mere. MEALS.

Forbrugerne har trådt på bremsen 
(5/9) Detailbutikkerne har nu mærket, at mange danske forbrugere har bremset deres forbrug. Det kan nu selv Dansk Supermarked tydeligt mærke. Kæden, som blandt andet består af Føtex, Bilka og Netto, har ellers kun kendt til økonomisk fremgang, men¤må i det seneste halvårs regnskab konstatere, at tallene går tilbage. Det er især Føtex og Bilka, som trækker ned. Kunderne foretrækker nu mere og mere discount butikker som fx Netto.

Konkurrenten Coop Danmark oplever ikke helt de samme problemer med opbremsningen i forbrug. De har¤oplevet en vækst på mere end 7% i det første halve år, men selvom alle deres butikker har haft fremgang, så er det helt klart discount butikkerne Fakta, som tegner sig for den største fremgang. MEALS. 

 

Økologisk supermarked åbner i Kolding i dag
(5/9) Fredag 5. september kan også koldingensere gøre alle deres økologiske indkøb i én og samme butik. Da åbner den første jyske Egefeld og tilbyder dermed jyderne, alt hvad den daglige husholdning behøver - og det hele i økologiske udgaver.

Egefeld har i forvejen to butikker i København. Med udvidelsen til Jylland er de et skridt på vej mod målet om at blive en landsdækkende økologisk supermarkedskæde. Egefeld satser på lokale leverandører og byder jyske producenter fra Kolding og omegn op til samarbejde. Erfaringerne fra Kolding vil afgøre, hvorvidt Egefeld fortsætter udvidelsen til andre byer i provinsen, siger Jesper Schimming, købmand og indehaver af den økologiske supermarkedskæde. Økologisk Landsforening. 

 

De rebelske bønder holdt ikke ud ret længe 
(4/9) Danish Dairy A/S blev skabt med brask og bram af de bønder, som sidste år sagde farvel til Arla fordi de troede, at de kunne¤stå sig ved at sælge deres mælk på det tyske marked.

De er nu blevet klogere og vender utvivlsomt slukøret tilbage til Arla, fordi det viser sig, at Arla er bedst på markedet. MEALS.


Dansk svinekød gør 750 syge 
(3/9) Det viser sig nu, at den salmonellaepidemi som har hærget Danmark over sommeren, stammer fra dansk svinekød. Fødevarestyrelsen har endnu ikke fundet den konkrete smittekilde, men da smitten kun har ramt Danmark, kan en stor del af de danske svineproducenter sorteres fra.

85 % af den danske produktion eksporteres nemlig til udlandet, og i og med smitten ikke har ramt udlandet, mener fødevarestyrelsen derfor at kunne udelukke de producenter, som eksporterer svinekød. Landbrugsraadet. 

 

 

 

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?