Kilde: Fødevareministeriet
Fødevareministeriet har netop fordelt næsten 4 millioner kroner til otte projekter, som har til formål at bevare og fremme brugen af gamle sorter af korn, rodfrugter, kål, frugt og bær. Gamle danske plantesorter kan blive fremtidens nye kvalitetsråvarer. Fødevareminister Eva Kjer Hansen vil bevare og udnytte den store bredde af genetiske ressourcer, der findes i de gamle plantesorter for eftertiden.
Vi skal have liv i flere gamle danske plantesorter, så vi kan give forbrugerne flere friske kvalitetsråvarer at vælge mellem. I dag får vi ikke nok nytte ud af, at der fx findes samlinger af 250 danske æblesorter og 62 slags rabarber. De gamle sorter fortæller historie, og de kan bruges til at udvikle nye fødevarer med en særlig smag og et regionalt præg, siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Hun har netop afholdt en Smag Danmark Camp, hvor 50 kokke, madanmeldere og andre inviterede efter 30 timers idéudvikling kom med deres anbefalinger til ministeren om, hvordan man kan styrke kvalitet og smag i danske fødevarer.
Fødevareministeriet har nu bevilget næsten fire millioner kroner til otte konkrete projekter som har til formål at finde frem til gamle sorter, der er særligt velegnede til fremtidens produktion. Derudover forsøger projekterne at finde sorter, som er specielt velegnede til økologisk eller miljøvenlig dyrkning. Det kan være sorter, som fx er særligt modstandsdygtige overfor skadedyr.
Fødevareministeriet har bl.a. givet tilskud til Susanne Kristensen "Jordbær i Norden", som vil undersøge om de 90 gamle sorter af jordbær i Norden egner sig til at dyrke miljøvenligt og samtidigt er gode at spise.
Forskerne på det Jordbrugsvidenskabelige fakultet vil undersøge hvilke gamle sorter af danske kål og rodfrugter, som egner sig til økologisk dyrkning og til mad.
Mørdrupgård i Nordsjælland har fået støtte til at fremavle flere hundrede kornsorter af alt fra emmer og enkorn til nøgenhavre og hirse. De gamle kornsorter kan blandt andet blive interessante til produktion af specialøl og nye former for brød.
Herudover søges der eksempelvis efter sorter, der vil fungere godt i et varmere klima. Fødevareministeriet har modtaget 18 ansøgninger om tilsammen 11½ million kroner i tilskud til at bevare gamle plantesorter.
- Listen over de otte projekter som har fået tilskud.
Blomstergården, Tjele.
Udvidelse af pomet.
Mørdrupgård Korn, Lynge.
Gamle danske kornsorter.
Den økologiske have, Odder.
Hyld til blomster og bær.
Susanne Kristensen, Brovst.
Jordbær i norden.
Lehnsgaard, Åkirkeby.
Sort og brun sennep.
Skive Kommune, Roslev
Frugthavekoloni Spøttrup.
Det Jordbrugsvidenskabelige
Fakultet, institut for Havebrugsproduktion
Kål og rodfrugter.
Øster Hornum menighedsråd, Svenstrup
Wøldikes æblehave.