Optur for forbruget og mere venter til sommer.
De danske forbrugere tog kraftigt fra på butikshylderne i marts måned, og det resulterede i et stort løft i det private forbrug. Dog ser det ikke ud til, at det fortsætter i samme tempo i april måned.
På baggrund af de seneste måneders forløb med hensyn til danskernes forbrugsmønster, er der grund til at forvente, at forbrugernes økonomiske tillid er blevet genoprettet.
- En undersøgelse viser, at danskerne i år, i et omfang som vi skal mange år tilbage for at se mage til, vil holde deres ferie i Danmark. Der vil være tale om betydelige feriekroner, som vil skæppe godt i forbrugsregnskabet! MEALS.
Hotel, Bella Sky, forventes at blive en fantastisk god forretning
Det nye hotel, Bella Sky - Comwell Hotel Copenhagen, til 1,6 milliarder kroner er ikke hverdagskost for København, og slet ikke i en tid, hvor Danmark år efter år mister udenlandske turister. Hotellet bliver med to hoteltårne på 24 etager bygget med en hældning på 15 grader.
Der er ifølge Bella Centers administrerende direktør Arne Bang Mikkelsen lagt op til et fantastisk flot hotel, et vartegn for København og en rigtig god forretning.
I historisk perspektiv er det 23 år siden, man første gang drøftede, at bygge et hotel ved Bella Center. Det var allerede dengang en utrolig god ide, men den er bestemt ikke blevet mindre god, siger Comwell direktør Preben Nesager.
Han tilføjer, at Comwell nu også vil kunne klare de helt store møder, som er en af Bella Centers kompetencer, og Bella Center kan få gavn af alle Comwells kunder, der længe har efterspurgt et Comwell hotel i København til møder og konferencer eller til golf, spa, og forkælelse.
- Det bliver Nordens største hotel med 814 værelser, som åbner i sommeren 2011. MEALS.
Nu beder dansk turisme om danskernes hjælp.
Samtlige 5,5 millioner danskere bør fortælle udenlandske turister og erhvervsfolk om alt det, Danmark har at byde på. Det er hovedkonklusionen i en ny rapport fra markedsføringspanelet under økonomi- og erhvervsministeriet.
Det er storytelling og netværksteori, der får de 30 paneldeltagere til at foreslå iscenesættelsen af en kollektiv talestrøm...
Storytelling - mund til mund - har eksisteret lige så længe menneskeheden har haft sprog, men det er vist tvivlsomt, om der er så meget at fortælle udenlandske turister med hensyn til ferieophold i Danmark. Blandt andet er vi sammen med Norge Europas dyreste land med forbrugsvarer.
De ting, panelet mener er specielt danske er blandt andet sammenhængskraft, tryghed, et liv i balance, et samfund med et godt fundament for innovation og naturligvis om Danmarks grønne image. Storyfortælling bør ikke indeholde overdrivelser eller usandheder, for det giver som regel bagslag.
Når man hører den politiske debat i folketinget, tv og aviser, så hører man fra den nuværende store opposition næsten hele tiden, at vi i Danmark får mindre sammenhængskraft, mindre social tryghed og stor ubalance mellem børn, så det vil nok være nødvendigt med enighed om synspunkterne inden man går ud i den vide verden og fortæller historierne. MEALS.