Fastfood på retur.
Nye tal fra Horesta viser, at danskerne i dag har færre besøg på fastfoodrestauranter end for ti år siden. Vi svigter især den traditionelle grillbar, der havde næsten 7 millioner færre besøg i 2008 i forhold til 1997.
Omsætningen for fastfoodrestauranterne er faldet med syv procent på ti år. Antallet af fastfoodrestauranter er faldet med 14 procent siden 1999. MEALS.
Arla - Closer to nature.
Arla vil skabe et nyt internationalt brand betegnet Arla - closer to nature. Forventningen er, at det skal blive blandt de 100 mest kendte brands i verden. For at opnå denne status, som vi faktisk troede, de allerede besad, vil den dansk-svenske mejerivirksomhed lancere en mega reklame-kampagne med blandt andet 24 reklamefilm indspillet i Hollywood, netannoncer og sociale medier i 11 lande. Senere udvides med USA og Kina.
- Det forlyder ikke i øjeblikket, om Danmark og Sverige er eller vil komme på listen over tiltænkte fremvisningslande. MEALS.
Smileyer lukker kun få forretninger
Selv om der bliver uddelt mere end tusind sure smileyer til fødevarevirksomheder med dårlig hygiejne hvert år, er blot tre af dem blevet lukket i løbet af de seneste knap fem år.
Det viser en opgørelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. MEALS.
Kobergs magasin
Virksomheden Koberg har udgivet sit andet nummer af magasinet KB MAG.
Det er en nydelig sag med en række artikler og fotos. Blandt andet om morgenmad der indtages i bilen. MEALS.
Sundhedstjek når man fylder 40 år
85 procent af danskerne ønsker et sundhedstjek, når de fylder 40 år. Næsten tre ud af fire mener endda, at det bør være obligatorisk. Hjerteforeningen opfordrer derfor regeringen til at gribe til handling!
Mere end to ud af tre, der har rundet 40 år, har for højt kolesterol, og omkring 950.000 danskere har forhøjet blodtryk. Men en stor del er bare ikke klar over dette.
Hjerteforeningen bruger årets hjerteuge til at sende den klare opfordring til politikerne, at alle danskere skal indkaldes til et sundhedstjek og helbredssamtale, når de fylder 40 år. Hjerteforeningen.